Den tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Mogens Camre døde mandag i en alder af 80 år, og det har fået flere politiske kollegaer til at mindes den kontroversielle politiker.

En af dem, der var først til at kommentere nyheden om dødsfaldet, var tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic.

'Mogens Camre er død, men hans generaliserende, stigmatiserende og desværre til tider også racistiske holdninger om muslimer vil leve videre,' skriver det tidligere folketingsmedlem på både sin Twitter- og Facebook-profil.

På sidstnævnte platform uddyber den tidligere politiker:

'Camre må hvile i fred, men jeg vil til min sidste vejrtrækningen arbejde for, at hans holdninger ikke bliver det normale i dette land. Tag ikke fejl. Det betyder ikke, at mennesker der ikke mener det samme som mig ikke skal ytre sig. Nej! Ytringsfriheden gælder også dem der ikke deler flertallets holdninger! Især dem..' skriver Özlem Cekic om Mogens Camre, som var kendt som en kontroversiel politiker, hvis udtalelser om indvandring og islam tit har skabt stor debat.

Men sådan en opdatering er både 'ubegavet' og 'udannet', mener Folketingets formand og tidligere partiformand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard.

»Det er meget upassende og uopdragent på et tidspunkt som det her. Det skal man afholde sig fra, det er ikke særlig begavet,« siger Pia Kjærsgaard til BT og tilføjer:

»Det er simpelthen ubegavet, upassende og udannet.«

Også i kommentarfeltet til Özlem Cekics opdatering er flere uforstående over for den tidligere politikers ordvalg.

'Normalt kæmpe fan og egentlig også enig i disse betragtninger - men denne opdatering forekommer lige nøjagtig idag unødvendig.' skriver Facebook-bruger Line Appel.

Flere andre roser dog Cekic for hendes opdatering, og mange erklærer sig enige i synspunkterne.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, er selv trist over nyheden om sin afdøde tidligere partifælle, som havde været meget syg gennem det seneste halve år. Hun talte så sent i går med sin tidligere partifælles kone og var derfor bekendt med situationen. Pia Kjærsgaard fortæller, at Mogens Camre har betydet meget for hende både personligt og professionelt.

»Han var kontroversiel, men også befriende, og jeg havde et ret tæt forhold til ham. Jeg kunne blive irriteret på ham, men vi kom altid overens, og han ramte plet mange gange - måske lige lovligt skarpt, men jeg er glad for at have lært ham at kende og glad for, at han har været en del af mit liv, absolut. Han var meget galant over for kvinder, han var meget beleven, opmærksom og hyggelig at være sammen med,« siger Pia Kjærsgaard.

I efteråret beskrev BT, hvordan Mogens Camre var alvorligt syg. Han sad i Gladsaxe Byråd til sin død, men havde orlov grundet sin sygdom.

BT har været i kontakt med Özlem Cekic, som ikke ønsker at kommentere kritikken fra Pia Kjærsgaard.