Danmark endte gradvist som et land, der fejrer andre menneskers ulykke med kage, lyder det fra R-leder.

I sin partiledertale på Folkemødet på Bornholm tordner Morten Østergaard (R) mod det tidligere blå styre, som endte i "symbolpolitisk kviksand".

Det siger han torsdag eftermiddag fra hovedscenen i Allinge.

- Den 5. juni 2019 blev befrielsen fra en værdikamp, der slog fejl, et ekspertopgør, som gik skævt, og en opstramning af udlændingepolitikken, som løb fuldstændig løbsk, siger han.

Han mener, at det netop overståede folketingsvalg blev en befrielse "fra værdier i frit fald og politikere, der er klar til at gøre, sige og mene hvad som helst for at få magt."

Han peger på det begreb, der i dansk politik benævnes som "systemskiftet" i 2001, der indledte et tiår med borgerligt styre under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og daværende formand Pia Kjærsgaard (DF) samt en ny retning i udlændingepolitikken.

- Fogh og Kjærsgaard startede en værdikamp. Men vi endte i et gigantisk værdiskred. Væk fra de værdier vores samfund er bygget på; lighed for loven, plads til forskellighed, solidaritet med vores svageste. Gradvist endte vi som et land, der fejrer andre menneskers ulykke med kage.

- Fogh og Kjærsgaard startede et opgør med eksperttyranni. Men vi endte med massiv fakta-fornægtelse og magtfuldkommenhed. Politik blev trumfet igennem mod bedre vidende. På bekostning af kommende generationers muligheder. Og det blev konsekvensløst at tale usandt, siger han.

Derfor vil han have et nyt systemskifte, "som erkender, at den forandring, Danmark har brug for, er gennemgribende."

Han betegner det som "gak gak-love", når der lovgives om et burkaforbud, eller at nye danske statsborgere skal give hånd, når de modtager deres statsborgerskab.

Han kommer ind på, at blå blok har brugt millioner på grænsekontrol og vildsvinehegn. Men da han efter talen bliver spurgt til, om det er et krav til en ny regering, at det skal afskaffes, svarer han ikke klart.

- Jeg vil ikke gå ind i de konkrete forhandlinger, men siger bare, at det udtrykker noget af det tidsspilde, der har været i Folketinget. Det, vi mest af alt er optaget af, er, hvad der skal kendetegne vejen frem, siger han.

Socialdemokratiet er da også tilhænger af begge dele.

Sideløbende med Folkemødet er der forhandlinger om at danne en regering efter valget 5. juni, hvor rød blok fik 91 mandater uden Alternativet og dermed et flertal.

Han kommer selv ind på regeringsforhandlingerne i "det sorte tårn" i 2011, hvor kimen blev lagt til en regeringsperiode, der var spækket med problemer og samarbejdsvanskeligheder.

- Lad mig være ærlig og sige, at vi radikale har lært af det, siger Morten Østergaard, hvis parti fik et godt valg for nylig og blev fordoblet til 16 mandater.

- En ny regering, som danskerne skal kunne holde af og have tillid til, kan ikke bringes til verden ved tovtrækning. Bliver det afsættet igen, når vi afslutningen lige så hurtigt og brat som VLAK-regeringen, siger Østergaard.

Lørdag og søndag fortsætter forhandlingerne om at danne en ny regering, hvor Morten Østergaard skal forsøge at få mest muligt ud af sine mandater og sin position som kongemager i dansk politik.

/ritzau/