Morten Østergaard mener, Mette Frederiksen har brudt forståelse med R ved at offentliggøre delaftale om klima.

- Man løber ikke om hjørner med os.

Sådan lyder det fra De Radikales leder Morten Østergaard. Han overraskede onsdag aften de tre øvrige partier i rød blok ved at melde afbud til et afgørende møde om klima.

Ifølge Morten Østergaard har Mette Frederiksen dog brudt en aftale med De Radikale om ikke at offentliggøre delaftaler i forhandlingerne.

- Når man siger, at man ikke offentliggør delaftaler, så gør man ikke det. Derfor meldte vi afbud, siger Morten Østergaard og tilføjer:

- Jeg håber, at vi kan genfinde takten i forhandlingerne. Men jeg vil sige, at jeg er skuffet over, at man kaster vrag på vores forsøg på at gøre tingene på en anden måde i 2011, siger Morten Østergaard.

Han henviser til, at han i sin tale ved Folkemødet på Bornholm erkendte, at De Radikale var for hårdhændede da SRSF skulle danne regering i 2011.

Her fik De Radikale gennemtrumfet sin økonomiske politik i en grad, så daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt blev mødt med omfattende anklager om løftebrud over for vælgerne.

Regeringen holdt i under tre år, før SF havde skiftet formand og regeringen til sidst kollapsede, da SF efter dybe interne uenigheder i 2014 trådte ud af regeringen.

Det skal ikke ske igen mener Morten Østergaard. Han insisterer dog på en samlet aftale om en ny regering, der også omfatter økonomi og børnene på Sjælsmark, før han vil sætte streg under nogen resultater.

- Før vi har en fælles tillid til, at en ny regering kan blive til noget, vil vi ikke være med til at skabe falske forventninger, siger Morten Østergaard.

Han henviser dermed til, at selv om Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er enige om et nyt klimamål om reduktion af CO2 med 70 procent, så er det endnu ikke sikkert, at regeringen bliver dannet. Eller at den kan finde midlerne til at indfri det ambitiøse klimamål:

- For os er der kun én aftale, og det er en samlet aftale, siger Morten Østergaard.

Han siger dog, at han vil stemme for klimaloven, hvis man inden fremsættelsen er enige om vejen til at indfri målet. Det vil især sige, at økonomien skal på plads først.

- Vi vil ikke indgå aftaler på enkelte områder, før vi er sikre på, at vi har en regering, der også kan føre det ud i livet.

- Der er fortsat ikke enighed om økonomien. Det skal der være for at en ny regering kan gennemføre ambitionerne på klima og velfærd.

- Derfor meldte vi afbud til mødet. Det tager ingenting fra glæden over, at der tilsyneladende er et flertal, der nu går ind for en reduktion af CO2 med 70 procent i 2030, siger Morten Østergaard.

/ritzau/