Radikale vil øge arbejdsudbud, mens det er et kardinalpunkt for Enhedslisten, at uligheden ikke stiger.

Mandag aften forhandlede Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre i mere end ti timer.

Men den foreløbige aftale, som er på bordet i forhandlingslokalet, er stadig ikke spiselig for De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

- Når jeg ikke har lavet en aftale, så er det jo fordi, at det, der ligger på bordet, ikke er godt nok, siger han til TV2 News.

Selv om forhandlingerne skrider frem, er der fortsat store uenigheder, lyder det fra partierne.

Blandt andet er ambitionen om at øge det såkaldte arbejdsudbud angiveligt fortsat en af de store knaster i diskussionen om en ny regerings økonomiske politik.

Radikale Venstre vil hæve arbejdsudbuddet med 30.000 personer, mens Enhedslisten på den anden side kategorisk afviser reformer, der på klassisk vis øger arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen på sigt, af frygt for, at uligheden stiger.

- Jeg er en arg modstander af ulighed og synes klart, at regeringen skal forpligtes på at nedbringe den, men der skal også være en mulighed for at operere, og derfor er det jo et samlet billede, der skal stå tilbage, siger Østergaard.

- Der er mange elementer i den her diskussion, og jeg vil bare sige, at Radikale Venstre er imod ulighed, og vi har ingen problemer i at forpligte os på at bekæmpe ulighed, siger han.

Pernille Skipper understreger i et interview med TV2 News, at det er et kardinalpunkt for Enhedslisten, at den type reformer, der blev gennemført under den sidste socialdemokratiske regering for at øge arbejdsudbuddet og styrke økonomien, ikke bliver gentaget.

- Vi skal alle sammen bøje os, men alle har også en nedre grænse og ting, vi ikke kan acceptere. For os er det, at man ikke slår på dem, der har det dårligst.

- Det er en garanti, vi har brug for, siger Pernille Skipper.

/ritzau/