Lyt til artiklen

Den tidligere socialdemokratiske sundhedsminister Nick Hækkerup er blevet direktør for Bryggeriforeningen, og fra sin lobbystol langer han i disse dage hårdt ud efter Sundhedsstyrelsens anbefaling om højst at drikke ti genstande om ugen.

I sin branches blad siger Hækkerup, at Bryggeriforeningen skal stoppe med at »dukke nakken for nypuritanerne og sundhedsparnasset«, og til B.T. siger han nu, at han vil have Sundhedsstyrelsen til at tænke »livskvalitet« ind i anbefalingerne om, hvor meget danskerne må drikke om ugen.

»Jeg synes, det er fornuftigt også at tage livskvalitet med. Når man skal vurdere, hvad det her betyder for os som mennesker, så synes jeg, at det er vigtigt, at man kommer hele vejen rundt.«

Sundhedsstyrelsens grænse er sat, så den generelle risiko for at dø tidligere af en alkoholrelateret tilstand ikke overstiger en til to procent.

Ved et højere forbrug end ti genstande om ugen stiger risikoen ifølge Sundhedsstyrelsen – i højere grad for kvinder end for mænd.

Nick Hækkerup vil dog gerne »rejse en diskussion« om, hvorvidt andre værdier også skal tænkes ind i alkoholgrænsen fra Sundhedsstyrelsen, som han omtaler som en del af »sundhedsparnasset«.

Hvordan skal livskvalitet tages med ind i Sundhedsstyrelsens anbefalinger?

»Ja, det er her, det bliver lidt interessant. Hvis man bevæger sig væk fra det, der kun kan måles og vejes, så bevæger man sig over i noget, som i virkeligheden på mange måder er vigtigere i vores liv. For eksempel sorg eller glæde. Eller den livskvalitet, man føler ved at få en øl i venners lag, eller i kolonihaven eller i forbindelse med sommerfesten. Det kan man ikke måle og veje. Men det betyder jo alligevel noget for, hvordan vi skal omgås alkohol.«

Har du nogen evidens for, at alkohol øger livskvaliteten?

»Men det er præcis det, jeg siger: Det er ikke noget, der kan måles og vejes. Og derfor er der jo ikke evidens.«

Hvordan ved du egentlig, at alkohol øger livskvaliteten?

»Det ved jeg jo kun ud fra den erfaring, som jeg har, og dem, som jeg omgås.«

Når der ikke er evidens, kunne man vel også lige så godt regne med, at livskvaliteten bliver forværret af alkohol?

»Det kunne man godt. Og det er jo også derfor, man skal passe på med ikke at drikke for meget. For så er det jo, at man risikerer, at det har en negativ virkning.«

Hvordan skal man så tage livskvalitet med i anbefalingerne, når man ikke ved, om den bliver forværret eller bedre?

»Jo, det er også et stort spørgsmål, men det er underligt at holde det ude, bare fordi man siger, at det kan vi ikke veje. Så derfor tæller det ikke.«

Men hvordan skal man tage det ind, når man ikke ved, om det peger i den ene eller den anden retning?

»Det tror jeg såmænd nok, at dygtige folk kunne finde ud af, hvordan det kunne være med.«

Det er bare for at forstå, hvordan man som sundhedsmyndighed skal tage hensyn til livskvalitet, når man laver en grænse for alkohol …

»Jamen, jeg forstår godt spørgsmålet, og jeg har svaret på det mange gange nu.«

Sundhedsstyrelsen fastholder over for B.T, at der er »solid« evidens for anbefalingerne om maksimalt at drikke ti genstande om ugen.