I Odsherred, som har landets eneste lokallisteborgmester, går lokallisten Nyt Odsherred en smule tilbage.

11,8 procent af vælgerne har stemt på Nyt Odsherred, som borgmesteren, Karina Vincentz, repræsenterer. Det er en tilbagegang på 0,9 procentpoint.

Socialdemokratiet, som frem til valget i 2021 havde siddet tungt på borgmesterposten, går kraftigt tilbage.

Partiet må sige farvel til halvdelen af sine hidtidige 10 mandater i byrådet.

TV 2 Øst skriver, at forhandlingerne er gået i gang i den vestsjællandske kommune. Først foregik de i et mødelokale i en svømmehal, men siden flyttede de over i et klasselokale på en skole.

Gennem et vindue kunne man se, at Karina Vincentz ikke var med, skriver mediet.

Men efterfølgende er flere af partierne søgt over til det lokale i svømmehallen, hvor Nyt Odsherred holder til, og borgmesterpartiet er altså tilbage i forhandlingerne.

Op til valget har især én sag fyldt meget i Odsherred Kommune. Den er blevet kaldt fjernvarmeskandalen og handler om de store problemer hos Odsherred Forsyning efter et kuldsejlet fjernvarmeprojekt.

Både Odsherred Forsyning og datterselskabet Odsherred Varme gik sidste år i rekonstruktion med en gæld på 1,5 milliarder kroner.

Det var forventningen, at fjernvarmesagen kunne få stor betydning for valget, men det ser altså ikke ud til at have ramt borgmesterpartiet særligt hårdt.

Til gengæld er Venstre gået kraftigt tilbage. Partiets mandater i byrådet er blevet halveret.

/ritzau/