Et obligatorisk digitalt forløb på en halv time skal tvinge skilsmisseforældre til at tænke over, hvordan en skilsmisse ser ud fra barnets perspektiv, og hvordan man kommunikerer med sin tidligere partner.

Forløbet hedder Samarbejde Efter Skilsmisse (SES) og bliver et krav til forældre, som søger om skilsmisse fra 1. april 2019, skriver Politiken søndag.

Er forløbet ikke gennemført, vil man ikke kunne blive skilt.

Forløbet bygger på en allerede testet digital platform, som er udviklet af forskere fra Københavns Universitet.

»Et af hovedargumenterne for sådan et kursus er, at det er svært at give målrettet hjælp. Men at der er mange, der har brug for det,« siger Gert Martin Hald, psykolog og afdelingsleder på Institut for Folkesundhedsvidenskab, til Ritzau.

»Med et digitalt forløb kan man nå ud til mange, og man kan gøre det, når folk selv har lyst til det og tid til det.«

På en hjemmeside skal skilsmisseforældrene gennemgå øvelser og tage stilling til dilemmaer, der blandt andet illustreres igennem grafik og små videoer, forklarer psykologen.

Den digitale platform er testet i et randomiseret kontrolleret forsøg i samarbejde med Statsforvaltningen, skriver Politiken.

De 2600 deltagere blev målt på en række parametre før og efter de brugte modulerne, blandt andet stress, depression og fravær fra arbejdet.

Forskningsresultaterne er ikke tjekket på den måde, en offentliggørelse i et videnskabeligt tidsskrift fører til.

Men Gert Martin Hald forklarer, at skilsmisseforældre, som har brugt SES, får det bedre på 12 ud af 14 parametre.

De rapporterer blandt andet færre angst- og depressionssymptomer. På de fleste parametre er der tale om »stor signifikant effekt«.

Det digitale forløb er del af den skilsmisseaftale et enigt Folketing indgik i marts.

Den indebærer blandt andet, at forældre fremover ikke længere kan blive skilt med det samme, men skal gennem en 'refleksionsperiode' på tre måneder.

Det er i denne periode, de skal gennemgå det digitale forløb.

Efter aftalen blev indgået, har ministeriet vurderet forskellige forløb og besluttede sig for et par måneder siden for benytte sig af SES, forklarer Gert Martin Hald til Ritzau.

Børne- og socialminister Mai Mercado (K) glæder sig i Politiken over, at indholdet i refleksionsperioden kommer fra et forskningsprojekt, der er gode erfaringer med.

»Næsten alle kender en skilsmisse, som er kørt af sporet. Hvor forældrene ikke taler sammen eller taler dårligt sammen, og det går ud over barnets trivsel og er en risikofaktor i forhold til, om et barn klarer sig godt,« siger hun til Politiken.

Ministeren vil »gerne omfavne, hvis nogle tænker sig om i refleksionsperioden og ikke bliver skilt,« men hun fremhæver, at programmet ikke er »formynderisk,« men giver anledning til refleksion.

/ritzau/