Nyvalgte Mads Strange bliver politisk ordfører i LA
Mads Strange overtager posten som politisk ordfører i Liberal Alliance, mens Sólbjørg Jakobsen er på barsel.

Mads Strange overtager posten som politisk ordfører i Liberal Alliance, mens Sólbjørg Jakobsen er på barsel.

Mads Strange er midlertidigt udnævnt til politisk ordfører for Liberal Alliance.
Det skriver partiet i en pressemeddelelse.
Strange har tjansen, mens den hidtidige politiske ordfører Sólbjørg Jakobsen er på barsel, oplyser partiet.
- Det er store sko at udfylde, og jeg glæder mig enormt meget til at arbejde for at sætte Liberal Alliances politik på dagsordenen, siger Mads Strange i pressemeddelelsen.
På det sociale medie X skriver Mads Strange, at han tiltræder som politisk ordfører i dag, tirsdag.
Sólbjørg Jakobsen går på barsel 26. juni.
26-årige Mads Strange blev valgt ind i Folketinget ved valget 24. marts i år. Her fik politikeren 4.488 personlige stemmer.
I Liberal Alliance er man glade for, at andre står klar, "når de etablerede skal holde en pause", siger gruppeformand Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.
- Mads er nysgerrig, vidende, flittig, god til at forklare liberale holdninger og ambitiøs på LA's vegne, så det vil vi gerne bringe i spil for partiet, mens Sólbjørg er på barselsorlov, siger Ole Birk Olesen.
En politisk ordfører fungerer som en slags talsmand for partierne, som også har ordførere på specifikke fagområder. Den politiske ordfører håndterer som regel de overordnede linjer og de akutte sager.
Tidligere har Strange fungeret som politisk rådgiver og presserådgiver for Liberal Alliances folketingsgruppe, inden han ved europaparlamentsvalget stod som nummer to på stemmesedlen for partiet.
Trods den korte karriere har politikeren flere gange gjort sig bemærket.
Få måneder inden valget i 2024 argumenterede han i radioprogrammet "Politik På En Onsdag" på 24syv imod værnepligt for kvinder.
Kvinder bør ikke sendes i krig af hensyn til befolkningsudviklingen, lød det.
Efter at være blevet folketingskandidat, udtalte han til Berlingske, at han godt kan holde sig til sine visioner.
- Og så behøver jeg ikke at lave de her ting, der i nogens øjne i hvert fald kan opfattes som kvindefjendske, sagde han til avisen i december 2025.
/ritzau/