Dansk Folkeparti er slet ikke særligt interesserede i nedrivning af boligblokke i ghetto-bebyggelser, som statsminister Lars Løkke Rasmussen lagde op til i sin nytårstale.

Ikke fordi de har varme følelser for boligblokkene, men fordi de ikke ønsker, at de pågældende beboere skal spredes rundt omkring i andre boligområder.

»Vi vil have færre ind i landet og flere ud,« siger DFs udlændingeordfører Martin Henriksen.

Selv om Lars Løkkes nytårstale næsten udelukkede handlede om udlændinge, føler han slet ikke at nytårstalen imødekommer DF i de afgørende forhandlinger om udlændinge og skat, der under stor dramatik blev udsat sidste år.

»Det er fint at statsministeren vil gøre mere ved ghettoer og parallelsamfund. Men vi mangler noget konkret om, hvad han præcis vil gøre ved det.Vi føler os ikke imødekommet. Jeg synes ikke, nytårstalen har rykket ved noget,« siger han.

»Lars Løkke siger jo også, at han vil lempe udlændingepolitiken og have flere indvandrere til Danmark, og det er ikke vores kop te. Det er også meget mystisk at han mener, vi kan lære noget af Indonesien. Mig bekendt går det den gale vej i Indonesien, hvor de indfører færre love, der er  inspireret af islamisk sharia-lovgivning. Han siger også at religion ikke spiller nogen rolle. Det er forkert.«

Er Venstre og DF kommet længere væk fra hinanden efter nytårstalen?

»Jeg synes bare det er en gammel grammofonplade med ridser i, han sætter på. Det er Løkkes sædvanlige tomgang.«

Hvad synes du om, at ghettobygninger skal rives ned og beboerne spredes til andre steder?

»Vi har ikke noget imod at an river nogle ejendomme ned. Men vi synes ikke, man skal sprede folk med flygtningebaggrund  rundt om i Danmark. Vi vil hellere samle dem på færre enheder, så der er bedre styr på dem, og vi mere målrettet kan sende dem hjem. Vi skal jo ikke sprede problemerne til flere kommuner,« siger Martin Henriksen.

DF kræver udlændingestramninger til gengæld for at bakke op om regeringens skattereform, herunder LAs »historisk store skastelettelser«. Men DF føler altså ikke, at nytårstalen har bragt dem et skridt videre i forhold til et forlig. Og der er foreløbig ikke indkaldt til forhandlinger hos Inger Støjberg i Integrationsministeriet i denne uge.