Straffelovrådet har fået nye medlemmer og skal som det første se på straffelovens voldtægtsbestemmelse.

Højesteretspræsident Thomas Rørdam er blevet udpeget som ny formand for Straffelovrådet.

Og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har som det første bedt den nye formand og de andre nye medlemmer af rådet om at se på straffelovens voldtægtsbestemmelse.

Det skal ske med henblik på en lovændring om samtykke før sex.

- Sex skal altid være frivilligt, og der er i mine øjne behov for, at vi får set på, om det på tilstrækkelig vis er afspejlet i vores nuværende voldtægtslovgivning, siger Pape i en pressemeddelelse.

Straffelovrådet skal komme med konkrete forslag til, hvordan voldtægtsbestemmelsen kan udformes, så det tydeligt fremgår, at alle seksuelle handlinger skal bygge på gensidig frivillighed.

- Det er samtidig vigtigt, at en lovændring bliver grundigt forberedt, så vi fastholder en høj grad af retssikkerhed og sikrer, at en ny lov vil virke efter hensigten, siger Pape.

- Derfor har jeg bedt Straffelovrådet om at komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan udforme en ny frivillighedsbaseret bestemmelse om voldtægt, siger ministeren.

Tilbage i november kunne Enhedslisten ikke samle flertal i Folketinget for en ny lovgivning, der definerer sex uden samtykke som voldtægt.

Men siden hen ser det ud til, at der alligevel er mandater nok for at indføre regler, som svarer til dem, man også har i Storbritannien og Sverige.

- Sex forudsætter frivillighed. Læs samtykke.

Sådan sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, i sidste måned i Folketingssalen.

Både Løkke og Skipper mener, at der ikke skal være omvendt bevisbyrde. Og det viser lige præcis kompleksiteten i det her, mente Løkke.

- Derfor er det rigtige sted at bede Straffelovrådet om at komme med et udspil til en nyformulering af den relevante bestemmelse i straffeloven, sagde Løkke.

Som reglerne er i dag, må man ikke tvinge nogen til samleje eller sex, hvis de gør modstand eller ikke er i stand til at sige fra.

Straffelovrådet skal blandt andet overveje, hvordan betingelsen om frivillighed kan defineres. Herunder i relation til bevisvurderingen.

/ritzau/