Der skal indføres parlamentariske undersøgelser, som kan arbejde hurtigt og er billigere end kommissioner.

Et flertal i Folketinget bakker op om, at der mangler et politisk værktøj mellem samråd og undersøgelseskommissioner.

Derfor vil de indføre parlamentariske undersøgelser i Danmark. Håbet er, at det nye format kan arbejde hurtigere end en kommission, som kan tage år og koste millioner af kroner.

- Parlamentariske undersøgelser vil være et hurtigt redskab, som vi kan tage i brug fra den ene uge til den næste. Og dermed sikre at lange sager ikke trækker i langdrag, siger gruppeformand Peter Skaarup (DF).

Ifølge forslaget skal det være muligt for et flertal i Folketinget og måske også et mindretal på eksempelvis 80 medlemmer at indlede en parlamentarisk undersøgelse.

I sidste ende skal det være op til Udvalget for Forretningsorden (UFO) at afgøre formen for undersøgelsen.

Advokater, forskere eller lignende skal også kunne stå for undersøgelsen, som skal afsluttes med en beretning til UFO.

Idéen har flere år på bagen. Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, har bearbejdet idéen og præsenterede onsdag sit forslag for udvalget.

Hun slår fast, at den parlamentariske undersøgelse alene retter sig mod ministerens embedsførelse og altså ikke mod embedsmænd.

Men det er afgørende, at embedsmændene også bliver omfattet af en eventuel undersøgelse, lyder det fra flere partier.

- Det skal først og fremmest handle om ministrene. Men det kan betyde, at embedsværket skal være en del af sådan en undersøgelse.

- Der er det vigtigt for mig, at der er en ordentlig juridisk beskyttelse af embedsmændene, siger næstformand i udvalget Henrik Dam Kristensen (S), som mener, at der stadig skal arbejdes en del med forslaget, før der kan opnås enighed.

Han understreger, at værktøjet ikke må blive brugt som "drilleværktøj", sådan som samråd indimellem bliver.

Peter Skaarup peger på, at parlamentariske undersøgelser ville have gjort en forskel i Tibetsagen og i forhold til den såkaldte nødløgn i Christianiasagen.

Gruppeformand Jacob Mark (SF) peger på barnebrudssagen som en sag, hvor parlamentariske undersøgelser kunne gøre en forskel. Barnebrudssagen drejede sig om adskillelse af unge asylpar.

- Der kan være sager, hvor man er nødt til at snakke med embedsværket, for at finde ud af hvad der er sket. Dem kan man ikke snakke med i dag, og derfor er det vigtigt med en ny undersøgelsesform, siger han.

I Norge har politikerne mulighed for at afhøre embedsværket. Men det er ikke den model, flertallet ønsker i Danmark, understreger han i et forsøg på et berolige embedsmændene.

- Jeg tror, de er bange for, at det lige pludselig er dem, der sidder i samråd og er skurkene i pressen. De har ikke stillet op til valg eller til at stå til endefuld i offentligheden, siger han.

Regeringspartiet Venstre er skeptisk over for forslaget.

- Vi er ikke tilhængere. Vi har et samråd, som er et godt og flittigt brugt værktøj, når folketingsmedlemmer vil til bunds i en sag, skriver gruppeformand Karen Ellemann (V) i en kommentar.

/ritzau/