12.675

Så mange danskere har ifølge de officielle tal været smittet med coronavirus.

Men både statsminister Mette Frederiksen og sundhedsmyndighederne har gang på gang talt om et 'stort mørketal', som dækker over alle de danskere, som har været smittet, uden at det er blevet opdaget.

Et nyt notat fra Statens Serum Institut (SSI), som B.T. er i besiddelse af, viser dog, at det 'store mørketal' med stor sandsynlighed slet ikke findes.

Ifølge notatet har kun 1,2 procent af de 2.427 raske danskere, som har deltaget i undersøgelsen, antistoffer i blodet. Hvis man indregner usikkerhederne, svarer det til, at mellem 0,7 og 1,7 procent af befolkningen har haft corona - eller mellem 40.000 og 98.000 danskere.

Dermed er der tale om et meget lille mørketal, der dumper flere eksperters gæt på, at mørketallet var op til 60 gange højere end det officielle smittetal. SSI skriver dog i notatet, at de nye tal skal læses med forbehold.

»Ekspertgruppen vurderede, at der skal testes 6.000 personer, fordelt med 2.000 i Region Hovedstaden og 1.000 i de 4 øvrige regioner, for at opnå den ønskede præcision.«

Indtil videre er der 'kun' testet 2.427 personer ud af de 5.200 personer, som er blevet inviteret til at blive testet.

»Hvorvidt de foreløbige resultater af den første del af befolkningsundersøgelsen kan overføres til hele den danske befolkning, kan være påvirket af om grupper med uens smittemønster vælger eller ikke vælger at tage i mod til-
buddet om at blive testet,« skriver SSI.

I maj udgav SSI en lignende undersøgelse, som dog kun byggede på godt 1.000 tests. Dengang sagde professor og virolog ved København Universitet til B.T.

»Politikerne kan tænke over, at vi har en befolkning, der stadigvæk er fuldt ud modtagelig for den her epidemi. Vi er ikke kommet i nærheden af noget, der minder om flokimmunitet,« siger Allan Randrup Thomsen og tilføjer:

»Hvis epidemien får fat igen, vil den virke som en ny epidemi. Det er bagsiden af vores meget effektive strategi med nedlukning.«