Opdateret: I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at Alternativets pressechef har oplyst til B.T., at regeringsforhandlingerne fortsætter tirsdag kl. 10. Der er imidlertid ikke tale om regeringsforhandlinger, men i stedet et temamøde, lyder det nu i stedet fra Alternativet.
Torsdag formiddag er en række partier inviteret til møde på Marienborg fra klokken 10 til klokken 12. Det bekræfter Alternativet, der er blandt deltagerne, overfor B.T.
Fra partiet lyder det også, at emnet blandt andet er AI. Ifølge B.T.s oplysninger er der her tale om, hvilket potentiale, der er for brugen af kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Der er tale om et emne, som kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) tidligere selv i et Facebookopslag om denne uges forhandlinger har løftet sløret for, skal diskuteres.
Tirsdag var Det Konservative Folkeparti til forhandlinger hos kongelig undersøger Mette Frederiksen (S). I den forbindelse lød det fra De Konservative, at de ikke forventer at blive inviteret til flere møder.
Ifølge B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen er der ikke blevet talt konkret politik med hverken Venstre eller De Konservative.
Dermed står vi nu et sted, hvor der er meget, der afhænger af partiformand for Moderaterne Lars Løkke Rasmussen, siger Joachim B.:
»Han kan enten sige, at nu må der komme en anden kongelig undersøger, nemlig Troels Lund (V). Eller også så må Løkke bide til bolle og melde sig helt ind i forhandlingerne om en centrum-venstre regering.«
B.T. har onsdag forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet, der har bekræftet, at der er regeringsforhandlinger torsdag, men ikke på nuværende tidspunkt vil kommentere på hvilke partier, der er indkaldt.
Opdateres...

