Det kom som lyn fra en klar himmel, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille i slutningen af oktober meldte sig ud af Liberal Alliance.

Ikke mindst fordi flere medier beskrev, hvordan et kritisk brev fra andre partifæller var en stor del af fortællingen om den pludselige afsked.

Nu afslører hovedpersonen selv flere detaljer fra forløbet.

»Det brev var på mange måder mystisk,« fortalte Simon Emil Ammitzbøll-Bille, da han torsdag formiddag var inde i B.T.'s livestudie for at fortælle om det nye parti - Fremad - som han har stiftet med Christian Egelund.

Sagen er nemlig den, at den tidligere minister gik i flere dage uden at kende til det brev, hvor 14 underskrivere fra Liberal Alliance skrev, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille havde optrådt illoyalt, og at han desuden også havde været fraværende over for organisation og vælgere.

Men det værste er næsten den måde, han fik vished om brevet på.

»Der var 17 mennesker, der vidste, at brevet fandtes, men jeg gjorde ikke. Jeg blev kontaktet af en journalist fra TV 2, der sagde, at han var i besiddelse af et brev, og så sagde jeg: Det vil jeg da gerne se,« fortalte Fremad-stifteren.

Fem dage havde brevet eksisteret, uden at hovedpersonen selv kendte til det. Så da han havde læst brevet, traf han en hurtig beslutning om straks at melde sig ud af Liberal Alliance.

»På det tidspunkt var beslutningen truffet om at melde mig ud af partiet, men så gjorde jeg det på det tidspunkt, fordi der ikke var grund til at bruge to dage på at diskutere det brev,« understregede han og gjorde klart, at den sidste tid på »nogen måder har været en følelsesmæssig rutchetur.

Torsdag morgen klokken 6 annoncerede Simon Emil Ammitzbøll-Bille, at han sammen med den tidligere LA-partifælle Christian Egelund er frontfigurerne i Partiet Fremad.

Men vi kan godt forvente, at der kommer flere profilerede ansigter på partiets hjemmeside.

»Vi er dialog med forskellige mennesker, og når vi bliver opstillingsberettigede, så præsenterer vi et godt kandidat,« gjorde Simon Emil Ammitzbøll-Bille klart i B.T.'s livestudie.