Meget er på spil, når forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt mandag mødes med Natos generalsekretær Mark Rutte.
I en pressemeddelelse udtaler han nu, at forsvarsalliancen Nato skal gøre mere i Arktis:
»En række allierede bidrager allerede, og vi møder bred opbakning til, at Nato skal gøre mere i Arktis.«
Troels Lund Poulsen har tidligere oplyst, at han på mødet vil bede om en mere permanent tilstedeværelse omkring Grønland.
Nato har oplyst, at der ikke vil være medieaktiviteter i forbindelse med mødet med Mark Rutte.
Det har i det hele taget været sparsomt med oplysninger, man har kunne få ud om mødet, andet end at det finder sted i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles, og at det er forsvarsministeren, som har bedt om mødet.
Men nu oplyser Forsvarsministeriet til B.T., at det centrale møde altså sker i eftermiddag.
Nærmere vil pressetjenesten i ministeriet ikke komme det.
Bagtæppet er som bekendt de gentagne trusler om en overtagelse af Grønland fra USAs præsident Donald Trumps side.
Den amerikanske præsident siger, at det er af hensyn til national sikkerhed, at han har brug for Grønland.
I sidste uge besluttede den danske og grønlandske regering sammen med en række NATO-allierede så at øge den militære tilstedeværelse og øvelsesaktivitet i Arktis og Nordatlanten.
Vivian Motzfeldt og Troels Lund Poulsen mødes senere mandag med de nordiske forsvarsministre i NATO-hovedkvarteret. Det har Forsvarsministeriet tidligere oplyst.
