Theresa May fik onsdag aften igen klø i det britiske parlament, og det affødte straks håb på gaden ude foran Westminster Palace, hvor EU-tilhængere modtog nyheden med kyshånd.

For når parlamentet hverken ønsker premierministerens skilsmisseaftale med EU eller vil tillade, at Storbritannien udtræder uden en aftale, så er udskydelse og måske endda annullering af brexit eneste vej, lyder rationalet.

»Nu, hvor det lader til, at politikerne er løbet tør for vej, håber jeg, at de nu bliver nødt til at tilbagekalde artikel 50 (udtrædelsen af EU, red.),« siger Ruth Frier, som B.T. møder foran parlamentet onsdag aften, hvor de folkevalgte stemte for at udelukke et brexit uden en aftale med EU.

Theresa May var imod forslaget, da hun ønsker at kunne true EU med et no deal-brexit for at have en stærk forhandlingsposition.

Ruth Frier forventer, at Theresa May vil forsøge at få sin aftale stemt igennem med et tredje forsøg. London onsdag den 13. marts 2019.
Ruth Frier forventer, at Theresa May vil forsøge at få sin aftale stemt igennem med et tredje forsøg. London onsdag den 13. marts 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men 321 stemte for forslaget. 278 stemte imod, og nederlaget til regeringslederen stod klart.

Parlamentet skal derfor torsdag tage stilling til, om det vil prøve at udskyde brexit. Og det er godt nyt, mener Robert McMaster.

»De bliver nødt til at stemme for en udsættelse. Og forhåbentlig ender det med en ny folkeafstemning. Meningsmålingerne viser, at folkets vilje i øjeblikket er at blive i EU og at omgøre beslutningen fra 2016,« siger han.

Tror du ikke, at en udskydelse af brexit blot vil skabe mere kaos?

Robert McMaster var onsdag aften lettet over, at parlamentet bestemte sig for at udelukke brexit uden en aftale med EU. London onsdag den 13. marts 2019.
Robert McMaster var onsdag aften lettet over, at parlamentet bestemte sig for at udelukke brexit uden en aftale med EU. London onsdag den 13. marts 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Jo, det tror jeg. Der har været så meget kaos, men det vil slet ikke stoppe, hvis vi fortsætter med brexit. Det vil stå på år efter år, mens vi udarbejder en handelsaftale med EU.«

»Hvis vi stopper nu (med en folkeafstemning), hører det op. Alt kan blive normalt igen.«

Ruth Frier er enig. Hun er dog slet ikke sikker på, at Theresa May ikke vil forsøge at få sin aftale stemt igennem med et tredje forsøg.

»Hvis alt andet er fastlåst, er udskydelse en vej fremad.«

Denne bil kørte onsdag aften en fast rute forbi demonstranterne med anti-brexit musik spillende fra højtalerne. London onsdag den 13. marts 2019.
Denne bil kørte onsdag aften en fast rute forbi demonstranterne med anti-brexit musik spillende fra højtalerne. London onsdag den 13. marts 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Men det afhænger selvfølgelig af EU, for vi kan ikke bare bede om en forlængelse. Vi har ikke flertal for noget som helst. Vi har en regering, som i realiteten er faldet sammen, selvom den stadig er der,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror stadig, at Theresa May vil forsøge at finde en måde, hvorpå hun igen kan få sin aftale til afstemning i parlamentet. Det er utroligt, hvad der sker i parlamentet, og hele den her affære stinker for at være ærlig.«

Theresa May mindede onsdag aften om, at Storbritannien faktisk vil forlade EU uden en aftale, hvis der ikke aftales noget andet.

Kun hvis EU tillader det, kan Det Forenede Kongerige udskyde brexit.

Magdalena Williams håber at brexit bliver udskudt. London onsdag den 13. marts 2019.
Magdalena Williams håber at brexit bliver udskudt. London onsdag den 13. marts 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Men det forventer 70-årige Magdalena Williams fra Kent også bliver tilfældet.

»Ja, hvis vi overbeviser EU om, at en udskydelse ikke kun er for at få mere tid til at skændes,« siger hun.

Er det realistisk, at artikel 50 bliver trukket tilbage, eller at der kommer endnu en folkeafstemning?

»Tænk på det ud fra en logisk betragtning: Theresa Mays aftale er ikke blevet accepteret, og nu er 'no deal' heller ikke en mulighed - så hvilket andet valg har vi?« spørger Magdalena Williams.