Når De Konservative i et nyt udspil, med under en uge til at danskerne skal til stemmeurnerne, lover massive offentlige besparelser og skattelettelser for milliarder, er det udtryk for, at det nu er alle mod alle i blå blok.

Det mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, der også minder partiformand Mona Juul om, at hendes parti tidligere har fået ørerne i Mette F.-maskinen med lignende forslag.

Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020
Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020 Jon Wiche

»Det her er et borgerligt forslag, der ikke er sat i verden for at trække vælgere henover midten. Og det er måske meget sigende,« lyder det fra Henrik Qvortrup.

»Drømmen om en fælles front i blå blok er nu opgivet, og nu er det med at stemmemaksimere. Så det er for at trække borgerlige vælgere fra de andre blå partier - ikke de røde.«

Helt konkret siger Mona Juul i Berlingske, at De Konservative vil sænke selskabsskatten fra 22 til 17 procent, de vil fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget og øge satsen, mens arbejdende pensionister kan se frem til en forenklet og lettere skat ved at skrotte AM-bidraget.

Forslagene koster samlet 34,35 milliarder kroner, som skal findes med midler fra det økonomiske råderum og via effektiviseringer i staten med nu teknologi og kunstig intelligens.

Og det vækker mindelser om seneste valg hos Henrik Qvortrup, hvor partiets tidligere formand, nu afdøde Søren Pape Poulsen, slog sig på et lignende forslag.

»Pape kom galt afsted med den i sin tid, fordi forslaget muliggjorde, at Mette Frederiksen kunne fremmale skræmmebilleder af, hvordan det nærmest lukkede den offentlige sektor helt ned,« lyder det fra B.T.s politiske analytiker, der fortsætter:

»Dengang havde det en effekt. Spørgsmålet er, om situationen er en anden nu. Det tror jeg ikke i samme grad, fordi Socialdemokratiet selv har erkendt, at der er lidt for mange ansatte i det offentlige.«

Effektiviseringen vil føre til besparelser på 19.000 medarbejdere i den statslige administration, siger Mona Juul.

»Men vi kommer ikke til at lave fyringer. Det vil være stillinger, der ikke bliver genbesat, når folk for eksempel går på pension,« til Ritzau.