SF Aarhus og Konservative har et fælles forslag: De vil have cykelmotorveje på byens travleste cykelstier og på de store indfaldsveje.

Det er byrådspolitikere fra begge partier, der er gået sammen om forslaget om de såkaldte cykelmotorveje. Det skriver de i en pressemeddelelse.

En cykelmotorvej betegnes som en cykelsti med to til tre spor i hver retning, hvor der derfor er plads til forskelligt tempo og alle slags cykler.

På cykelstierne i Aarhus er der lige nu primært ét spor i hver retning.

“Det er fedt og super vigtigt, at så mange vælger cyklen i Aarhus, og det betyder også stor trængsel på vores cykelstier. Her er det hverken sikkert eller effektivt med så mange cykler på for smalle stier,” siger Liv Gro Jensen, der er byrådsmedlem for SF.

Cykelstierne skal placeres på de strækninger, hvor der er mest trængsel. Og ifølge Aarhus Kommunes cykelhandleplan er det Ringgaden, Viborgvej, Randersvej og Langelandsgade, der er de mest brugte cykelstier i dag.

Aarhus Kommune har fremrykket midler til cykelprojekter i byen. Derudover har staten afsat penge gennem en pulje til kommunale projekter for cyklismen.

Det er nogle af de penge som SF Aarhus og Konservative nu forslår at bruge på cykelmotorveje for at gøre Aarhus til en bedre cykelby.

Andre læser også