Otte år efter at 67-årige Poul Nyrup Rasmussen trådte tilbage som formand for Socialdemokraterne, spiller han fortsat en særdeles aktiv rolle i kulissen.

I mindst et halvt år har Nyrup arbejdet på at køre Århus-borgmesteren Nicolai Wammen i stilling som arvtager til Helle Thorning-Schmidt, hvis hun fejler ved næste folketingsvalg.

Efter samtaler med kilder i det socialdemokratiske bagland og med personer i hans brede netværk uden for det politiske liv, tegner der sig et billede af, at Nyrup længe har skrevet på sin egen drejebog til, hvordan magtdelingen i partiet skal foregå, hvis partiet mod forventning ikke overtager regeringsmagten næste gang.

Første punkt i planen var at overtale Nicolai Wammen til at opgive sin attraktive borgmesterpost i landets næststørste by mod at vende tilbage til Christiansborg, som han forlod i 2004.

Alle kunne se, at Svend Aukens død i august 2009 havde efterladt Socialdemokraterne i Århus med et kæmpeproblem, hvis de ville bevare de mange ekstra mandater, som Auken i kraft af sin store popularitet skaffede partiet.

Men dengang stod S så dårligt i meningsmålingerne, at det var svært at overtale Nicolai Wammen til at vende tilbage til landspolitik. Derfor gik Svend Aukens ledige kreds til den ukendte Jens Joel.

Næste punkt i planen bestod i at lade Anne-Marie Meldgaard forstå, at når hun i sommer alligevel havde besluttet at trække sit kandidatur til Folketinget, var det hjælpsomt, om hun gav kredsen god tid til at finde en afløser. Hvilket hun gik med til. Mandag bekendtgjorde hun, at hun stopper.

Samme dag sagde hendes kredsformand, Jørgen Tjørnehøj, at arbejdet med at finde hendes afløser først ville gå i gang på den anden side af efterårsferien. Han tilføjede, at man ikke havde kandidater i kikkerten på nuværende tidspunkt.

Anne-Marie Meldgaard nåede også lige at sige, at hun håbede, kredsen ville finde en kvindelig kandidat. Men i virkeligheden var det hele aftalt forlængst og handlet af bag hendes ryg. Kun derfor kunne planen skydes af på 24 timer.

Tirsdag tog Nicolai Wammen kredsen og den socialdemokratiske ledelse i Århus i ed, og onsdag fortalte han pressen om sin overraskende kovending.

Derved var første del af Nyrups plan gennemført, i øvrigt godt bistået af den stærke Århus-lobby, bestående af folk som EU-parlamentarikeren Dan Jørgensen og partisekretær Lars Midtiby.

Nu handler det for Nyrup først og fremmest om at sikre Helle Thorning-Schmidt en valgsejr over Lars Løkke med et stærkt hold af pragmatiske og midtsøgende politikere bag sig.

Skulle det mod forventning ikke ske, står Nicolai Wammen som partiets ene næstformand med stærke kort på hånden i det efterfølgende opgør om magten i S. Nyrup har ikke den store fidus til partiets anden næstformand, Nick Hækkerup. Han finder ham simpelthen for højreorienteret.

Nok så meget handler det for Nyrup også om at undgå, at hans gamle ærkefjende, Københavns overborgmester, Frank Jensen, får blod på tanden og melder sig i feltet.

Karaktermord på Frank Jensen

I partiet husker man stadig, hvordan Nyrup karaktermyrdede Frank Jensen i marts 2005, da han stillede op til kampvalg om formandsposten mod Helle Thorning-Schmidt.

- Frank var en hæderlig minister. Men han er ikke et emne som partiformand og statsminister. Han kan ikke løfte opgaven, sagde Nyrup dengang.

Nicolai Wammen afviste i går, at muligheden for at blive S-formand er noget, han går og overvejer.

- Jeg er knusende sikker på, at Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks første kvindelige statsminister efter næste valg, og derfor er de tanker slet ikke relevante. Det bliver hende, der kommer til at sætte et hold, og det stiller jeg mig gerne til rådighed for, siger han.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Poul Nyrup Rasmussen til sagen.