Som så ofte før var der gang i debatten dengang i oktober 1999, da Folketinget netop var åbnet.

I løbet af sommeren havde der været problemer med en gruppe kriminelle unge i Vollsmose. Det fik under åbningsdebatten daværende partiformand, Pia Kjærsgaard (DF) til at foreslå, at når anden- eller tredjegenerationsindvandrere gentagne gange begår kriminalitet, så skulle ikke alene den pågældende, men hele vedkommendes familie udvises af Danmark for bestandig.

»Det er det eneste, de har respekt for,« lød det fra Pia Kjærsgaard.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var på talerstolen og kommenterede dagens debat. Kort forinden havde tv-journalister spurgt ham, om han synes, tonen havde været hadsk.

»Det kommer an på, hvordan man ser på det: Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag, om menneskesynet, om at der skulle være forskel på, hvorvidt man nu har aner tilbage fra et fremmed land, eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger - så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppe fra om Dansk Folkeparti,« begyndte Poul Nyrup Rasmussen og fortsatte med, hvad der senere skulle blive bevingede ord:

»Jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede. Derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset hvor mange anstrengelser man gør sig: Set med mine øjne, stuerene, det bliver I aldrig!«

En udtalelse, som den tidligere statsminister ikke siden har haft stor lyst til at kommentere, men i fredagens udgave af Jyllands-Posten tager han bladet fra munden.

»DF foreslog i Folketingssalen, at hele familier skulle strittes ud af landet, hvis ét enkelt familiemedlem begik en lovovertrædelse. I strid med EU's menneskerettigheder, i strid med grundloven og i strid med alt. I et miljø, hvor der hele tiden var en rædselsfuld retorik om dem, der havde en anden hudfarve end os. Der skal man gøre op med sig selv: Skal jeg trække en streg eller tage det med et skuldertræk? Du kender mit valg. Jeg har ikke fortrudt det ét sekund. Alle var i øvrigt enige om, at det måtte man tage afstand fra,« siger Poul Nyrup Rasmussen til avisen og tilføjer, at Dansk Folkeparti også er godt tilfreds med hans udtalelse fra dengang.

Torsdag aften siger Pia Kjærsgaard, der i dag ikke længere er partiformand, men formand for Folketinget, til B.T., at hun 'for længst' har lagt Nyrups udtalelser bag sig.

»Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at den fatale bemærkning åbenbart fortsat skal være en del af hans eftermæle, men det er hans problem. Jeg har ingen hårde følelser i den sammenhæng, og han kan ikke provokere mig,« siger hun og fortæller, at hun har sendt Poul Nyrup Rasmussen et fødselsdagskort i anledning af, at han torsdag fyldte 75.

»Det er skam velment. Jeg kan sagtens omgås mennesker, der tidligere har sagt grimme ting om mig. Ellers ville jeg nok også blive ensomt menneske,« lyder det fra Pia Kjærsgaard.