Det bør ikke være justitsministeren, der på egen hånd strammer reglerne for luftvåben, mener en gruppe våbenentusiaster. Venstre støtter kravet om at sende en revision af loven til debat i Folketinget.

Om en måned bliver en lang række luftgeværer og -pistoler praktisk talt gjort ulovlige. Det sker med en bekendtgørelse underskrevet af justitsminister Morten Bødskov (S), men når man gennemfører en lovændring, der berører tusindvis af mennesker, bør det være Folketinget, der træffer den endelige beslutning.

Det mener man i sammenslutningen Nordisk Våbenforum (NVF), der i et brev til ministeren og Folketingets Retsudvalg kræver bekendtgørelsen aflyst og i stedet sendt til behandling i Folketinget.

- Vi håber, at Retsudvalget og Folketinget benytter lejligheden til at lave en ordentlig ændring af våbenloven. Lovændringen skal behandles og vedtages af Folketinget, ikke af embedsmænd i Justitsministeriet, siger Niels Hoffmann fra NVFs luftvåbengruppe.

I Folketingets Retsudvalg er Venstres medlem, retsordfører Karsten Lauritzen, helt enig med våbenentusiasterne. På udvalgsmødet torsdag vil han kræve NVFs opfordring sendt videre til justitsminister Morten Bødskov.

- Vi har hele tiden ønsket, at lovændringen skal ske i en demokratisk proces. Faktisk er der mange ting ved våbenloven, der trænger til at blive lavet om, så vi kunne passende benytte lejligheden til at give den en større overhaling, siger Karsten Lauritzen, der opfordrer ministeren til at stille bekendtgørelsen i ro.

- Sagen har været undervejs i flere år, så det vil ikke gøre den store forskel at vente lidt længere, siger han.

Retsudvalgets formand, SFs Karina Denhardt Lorentzen, støtter bekendtgørelsens formål, nemlig at begrænse adgangen til kraftige luftvåben. Men hun har forståelse for NVFs krav.

- Jeg tror ikke, det vil ændre det store, hvis sagen kommer i Folketinget, for der er et bredt flertal for at stramme reglerne. Men jeg kan godt forstå, at man gerne vil have en politisk behandling af sagen, siger udvalgsformanden.

Hos Nordisk Våbenforum lægger man ikke skjul på, at målet er at få ændret grænsen for, hvornår et luftgevær falder ind under våbenloven og dermed kræver våbentilladelse. Ifølge den nye bekendtgørelse gælder det for alle våben over en kaliber med 4,5 millimeter, men det er alt for lavt, mener sammenslutningen.

Karina Lorentzen påpeger, at de involverede parter, blandt andre NVF, har haft rig lejlighed til at give input til bekendtgørelsen.

- Jeg tvivler på, at der vil komme nye oplysninger på bordet, hvis processen starter forfra. Umiddelbart mener jeg, at man har sat grænsen rigtigt, men vi skal selvfølgelig være åbne for at lytte til folk og diskutere de forskellige synspunkter, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Bødskov. Hans nye bekendtgørelse træder i kraft 1. juni, hvorefter våbenejerne har et år til at registrere deres våben og få de nødvendige tilladelser i hus.