Der er god grund til, at borgerne i Ikast-Brande Kommune er blandt de mest utrygge i landet.

Tal fra Midt - og Vestjyllands Politi, som B.T. i dag kan fremlægge, vidner om en kriminalitetsbølge i området, der siden 2016 har huset Udrejsecenter Kærshovedgård.

I løbet af de seneste ti år har der været 1.137 straffesager på og inden for en seks kilometers radius af udrejsecentret, oplyser politiet. Dette er eksklusiv de tusindvis af overtrædelser, der samtidig har været af pålagt meldepligt.

I opgørelsen over anmeldelser fremgår det, at i alt hele 545 af sagerne drejer sig om hærværk, 70 om vold, 39 om trusler på livet, 129 om 'indbrud i villa og lignende,' 98 om butikstyveri og 122 om bedrageri.

Tallene viser, at mens der ikke har været den store udvikling i antallet af anmeldelser om straffesager i omegnen af Kærshovedgård siden 2012, så er omfanget af såkaldte 'hændelser' været på himmelflugt. Alene i løbet af de seneste tre år har der været over 1.100 anmeldelser.

Og for at gøre ondt værre:

Fredag kunne TV 2 beskrive en fortrolig opgørelse fra Rigsadvokaten, der viser, at udlændinge på Kærshovedgård har overtrådt næsten 11.500 forhold de seneste ti år.

Ifølge den profilerede Dansk Folkeparti-politiker Mikkel Bjørn bør pilen i høj grad pege tilbage på Mette Frederiksen (S), der har siddet på statsministerposten siden 2019.

»Mette Frederiksen har forrådt naboerne til Kærshovedgård. Statsministeren har gjort lokalsamfundet omkring Kærshovedgård til offer for sin egen passivitet,« udtaler Bjørn til B.T. i en skriftlig kommentar.

Udrejsecenter Kærshovedgård har allerede fået massiv betydning i den verserende valgkamp. I statsministerkandidatsdebatten søndag aften kaldte Mette Frederiksen Kærshovedgård et »smertens barn.«

»Indtil vi får dem ud, så er vores forslag, at hvis ikke de overholder reglerne, så skal de have fodlænke på,« lød det fra Mette Frederiksen.

Her henviste hun til regeringens udvisningsreform, hvori det foreslås, at overtræder en beboer på udrejsecentret mere end ti gange inde for tre måneder deres kontrolforpligtelser som meldepligt, vil de blive pålagt at bære gps-fodlænke i ét år

Derudover har regeringen strammet reglerne for daglig meldepligt samt udstedt et forbud mod at køre bil.

Mikkel Bjørn (DF) langer ud efter regeringen.
Mikkel Bjørn (DF) langer ud efter regeringen. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Men ifølge Mikkel Bjørn er det slet ikke godt nok:

»Udvisningsdømte kriminelle går frit rundt, mens lokalsamfundet betaler regningen i frygt, indbrud og vold. Disse tal understreger nødvendigheden af Dansk Folkepartis forslag om at sætte en lås på Kærshovedgård og tvinge disse mennesker ud af landet.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen. Det har ikke været muligt.

I stedet har udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtalt sig på sin partileders vegne.

»De her tal skriger til himlen. Det er fuldstændig uacceptabelt, at der er så mange udlændinge på Kærshovedgård, der tilsyneladende opfører sig elendigt. Til gengæld skulle Mikkel Bjørn nok skrue lidt ned for charmen,« siger han til B.T. og fortsætter:

»For det var Støjberg, der oprettede Kærshovedgård, og vi har foreslået at finde en ny placering for udrejsecentret, men det har der ikke været opbakning til. Heller ikke fra Bjørn. Vi er fuldstændig enige i, at det er grotesk, hvad der finder sted på og omkring Kærshovedgård. Derfor har vi også strammet vilkårene der.«

Du kan lytte til B.T. ValgkampB.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Nu skal vi (endelig) tale om pension! Socialdemokratiet præsenterer deres forslag på en dag, hvor Venstre går markant tilbage, og DF til gengæld brager frem. Sidstnævnte giver anledning til at spørge, om det er for tidligt at dømme blå blok ude. Det spørger – og svarer vi på – i dagens afsnit, hvor vi også fælder dom over Venstrefløjens fællesudspil, TV 2s nye politiske realityprogram ‘Højskolen’ og en helt særlig Instagram-video med Pia Olsen Dyhr. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen  Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.