Det skulle være hjælpen til dem, der knap kan få pengene til at række. Men virkeligheden er en helt anden.
Ifølge tænketanken Cepos får titusindvis af lavtlønnede danskere ikke én krone, mens fødevarechecken også lander hos familier med meget høje indkomster.
Det skriver DR.
I alt er der tale om 32.000 fuldtidsansatte med en årsløn under 300.000 kroner - hvilket svarer til en månedsløn under 25.000 kroner - som ikke får en fødevarecheck.
Forklaringen er, at de pågældende ikke har børn under 18 år, som er adgangsbilletten til checken.
Det rammer blandt andet kassemedarbejdere, sosu-assistenter og kontoransatte.
Samtidig kan tusindvis af familier med millionindkomster få checken, hvis blot den ene forælder tjener under 500.000 kroner om året.
Også pensionister med høje indtægter kan få pengene.
Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forsvarer ordningen og peger på andre tiltag, som også kommer de lavtlønnede til gode:
»Vi har for eksempel brugt milliarder på, at deres elregning bliver billigere, og vi har hævet beskæftigelsesfradraget, så de kan tjene mere, før de skal betale skat,« siger hun til DR.
Bag aftalen om fødevarechecken står Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF og Enhedslisten.
Natascha og manden tjener 1,35 millioner kroner - hun får alligevel fødevarechecken. Læs mere HER.

