Regeringen forventer nu dobbelt så mange asylansøgere i 2014, i forhold til hvad man regnede med for bare halvanden måned siden. De forventede udgifter øges fra 1,4 til fire milliarder kroner.

Regeringen regner nu med, at dobbelt så mange asylansøgere vil komme til Danmark i 2014, i forhold til hvad man regnede med for bare halvanden måned siden, skriver Politiken.

I august oplyste justitsminister Karen Hækkerup i et samråd, at regeringen forventede 10.000 asylansøgere i år, hvilket var en opjustering i forhold til de 7.500, der var forventningen tidligere i år.

Læs også: Op mod 100 asylansøgere forsvundet på taxatur

- Lige nu tyder det på, at antallet af asylansøgere i 2014 kan komme op imod 20.000, og det er derfor, vi strammer markant op i asylpolitikken, skriver Karen Hækkerup i en mail til avisen.

20.000 asylansøgere betyder ifølge Politiken udgifter i omegnen af fire milliarder kroner i forhold til de tidligere omtalte 1,4 milliarder kroner.

Ifølge Venstre har regeringen mistet grebet om udlændingepolitiken.

- For mig at se, er det her at betragte som pligtforsømmelse. Det er en utrolig alvorlig situation, vi kommer til at stå i. Med så stort et antal asylansøgere, vil det komme til at påvirke det danske samfund økonomisk og på alle mulige andre måder, siger partiets politiske ordfører Inger Støjberg (V).

BT tog 'Somalier-Ekspressen' til Danmark: Vejen til paradis

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) varslede i sin åbningstale til det nystartede folketingsår stramninger i asylpolitikken, hvor regeringen vil begrænse adgangen til familiesammenføring.

- En flygtning, der er i Danmark under midlertidig beskyttelse, skal ikke have krav på at få familien hertil det første år, efter han eller hun har fået opholdstilladelse. Hvis konflikten i hjemlandet trækker ud, kan opholdet blive forlænget. Og så kan man få ægtefælle og børn til Danmark, sagde statsministeren.

Derudover vil regeringen indføre en mere intelligent og effektiv kontrol i grænseområderne.

Men det er ikke nok, mener Venstre.

- Regeringens bebudede opstraming er for lidt og alt for sent. En af de ting, vi ved, der gør, at flygtninge vælger Danmark er, at reglerne er mere lempelige her end i andre lande. Vi bliver nødt til at se på de forhold, som vi tilbyder asylansøgere, som kommer hertil. Hvis vi har markant bedre forhold end andre lande har, så vil pilen komme til at pege på Danmark. Det er menneskesmuglerens fornemste opgave at finde det land hvor betingelserne er bedst, siger Inger Støjberg.