Nye tal afslører: Mette F.s Djøf-fest fortsætter i rød firkløverregering
Staten har haft kraftigt vokseværk, siden Mette Frederiksen (S) vandt magten i 2019. Udviklingen møder hård kritik fra iværksætter Martin Thorborg.

Staten har haft kraftigt vokseværk, siden Mette Frederiksen (S) vandt magten i 2019. Udviklingen møder hård kritik fra iværksætter Martin Thorborg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har gentagne gange stillet et opgør i udsigt med det, der er blevet udskældt som unødigt bureaukrati, hæmmende regeltyranni og decideret pseudoarbejde.
Men ifølge politiske modstandere mangler der handling bag ordene.
Og nu får kritikerne ny næring fra tal, der viser, at antallet af administrative og ledelsesmæssige fuldtidsstillinger i staten er steget med hele 19.794 i Mette Frederiksens tid som statsminister.
Og bare under den nye røde firkløverregering er der i løbet af det tredje kvartal i 2026 kommet i alt 271 flere administrative stillinger og lederstillinger på fuldtid.
Det viser en ny analyse udarbejdet af den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, som Berlingske også har beskrevet.
Til B.T. reagerer den kendte iværksætter og administrerende direktør i selskabet Dinero, Martin Thorborg. Han mener, at det er en udvikling, der ikke var gået i det private:

»Hvis det havde været en virksomhed, så ville det her være en syg kultur. Det var det, der var Novo Nordisks problem, og derfor de endte i en gigantisk fyringsrunde. Men problemet er, at det ikke sker i det offentlige.«
Han fortsætter:
»I stedet for at ansætte flere sygeplejersker og politibetjente, så vælger man at ansætte flere bureaukrater. Og det er på et tidspunkt, hvor der er så mange AI-muligheder.«
Selvom staten modsat en privat virksomhed er underlagt andre krav, særlige regler og ikke blot kan fravælge opgaver, ligesom en privat virksomhed kan, så mener Thorborg alligevel, at det offentlige kan lære af det private.
Som eksempel fortæller iværksætteren, at han i sin egen virksomhed har automatiseret kundeservicen i en sådan grad, at antallet af ansatte er gået fra næsten 70 til 30.
»Kunderne er mindst ligeså tilfredse med den kunstige intelligens, og vi har reduceret to tredjedele af vores omkostninger. Det gør vi, fordi vi er i konkurrence med andre virksomheder, men det er det offentlige ikke.«
CEPOS-tallene viser også, at udgifterne til ledelse og administration i den offentlige sektor er steget med 24 milliarder kroner fra 2011 til 2025.
Det skyldes især udviklingen i staten, som statsministeren er den øverste ansvarlig for, og som tog fart i 2019, efter at Socialdemokratiet overtog regeringsmagten.
»Det er djøf'ere, der ansætter flere djøf'ere, der intet producerer af værdi. For eksempel store dyre rapporter, som ingen læser og evalueringer, som ingen retter sig efter, samtidig med at folkeskolen sejler, og de nu tager SU'en fra de unge,« raser Thorborg.
Udviklingen kan dog - i hvert fald også - have en naturlig forklaring.
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet har tidligere påpeget, at når den offentlige sektor ansætter flere »varme hænder«, kræver det uundgåeligt flere folk til vagtplaner, lønudbetaling og ledelse.
Den forklaring giver Martin Thorborg dog ikke meget for.
»Det er klart, at hvis du ansætter 100 varme hænder, så skal der ansættes ti ledere. Og hvis det var tilfældet og sandheden bag den her stigning, så ville jeg sige 'okay, fair nok'. Men det er jo ikke det, der sker.«
Til Berlingske forklarer finansminister Peter Hummelgaard (S), at en del af stigningen kan forklares med den massive investering i forsvaret og styrkelse af retsvæsnet.
Thorborg, er det ikke rimeligt, at der skal bruges flere hænder til dét?
»Jo, selvfølgelig. Men kunne man ikke bare tage dem fra et andet sted i det offentlige? Hvis jeg skal lave noget nyt i mit firma, så er det første, jeg tænker på, om vi kan effektiviserer nogle andre områder og bruge de ressourcer,« siger han og fortsætter:

»Det før de ikke i det offentlige. Der er det bare skruen uden ende, og det er totalt skandaløst.«
B.T. har forelagt kritikken for Statsministeriet, som henviser til Finansministeriet. I en skriftlig kommentar udtaler finansminister Peter Hummelgaard (S):
»Det er næppe gået nogens næse forbi, at man i de senere år har prioriteret forsvar og retsvæsen. Set i det lys er det også åbenlyst, at der har været en stigning i antallet af statslige årsværk.«
Han fortsætter:
»Men efter iværksættelsen af det flerårige arbejdsprogram for staten er udviklingen i statslige årsværk, herunder administrative og ledere, vendt inden for centraladministrationen, mens den er fortsat på andre områder.
I forhold til Thorborgs AI-pointe lyder det:
»Vi har en ambition om, at en massiv satsning på kunstig intelligens kan frigøre ressourcer svarende til mindst 30.000 årsværk på tværs af den offentlige sektor, så vi kan frigøre tid til kerneopgaver, som ingen kunstig intelligens kan erstatte – nemlig tid og omsorg.«