Formanden for De Radikale i København har tirsdag trukket sig på grund af spidskandidat. Det skyldtes, at han ikke kunne stå inden for partiets spidskandidat, Anna Mee Allerslev. Tidligere formand for Kampagneudvalget hos partiet bakker nu beslutningen op.

Løgne og intriger. Dette var hovedårsagen til, at formand for Hovedstadens Radikale Venstre, Bo Nissen Knudsen, trak sig fra posten. Ifølge ham var det Radikales spidskandidat i Hovedstaden, Anna Mee Allerslev, der skulle stå bag usandheder og interne stridigheder.

Men Bo Nissen Knudsen er ikke den eneste, der har trukket sig fra sin frivillige post i Hovedstadens Radikale Venstre.

Rasmus Pontoppidan trak sig i sidste måned som formand for partiets kampagneudvalg. Hans beslutning havde også bund i Anna Mee Allerslevs virke som spidskandidat. Det skriver han i et opslag på Facebook.

'Den altovervejende grund var samarbejdet med spidskandidaten og den politiske kultur, som spredtes omkring hende til andre kandidater, som nu har fået endnu en formand til at trække sig,' skriver Rasmus Pontoppidan på Facebook.

BT har talt med Rasmus Pontoppidan, der ikke ønsker at uddybe sit opslag.

Dog siger han, at han kender ikke til de løgne og intriger, som Bo Nissen Knudsen refererer til. Han har derimod haft andre årssager til at trække sig.

'Personligt oplevede jeg ukonstruktiv kritik, som altid kom på bagkant; en mangel på ydmyghed, og en katastrofal mangel på værdsættelse af de frivillige,' skriver han.

Rasmus Pontoppidan er stadig medlem af partiet, men udfører ikke længere frivilligt arbejde for Radikale Venstre

Han oplyser til Ritzau, at han har skrevet sit opslag for at gøre opmærksom på, at De Radikale i København er mange andre end Anna Mee Allerslev. Pontoppidan ønsker tirsdag ikke at kommentere sagen yderligere.

Tidligere tirsdag fortalte Anna Mee Allerslev, at hun bliver som spidskandidat for De Radikale i København. Hun siger, at hun ikke kan genkende det billede, Bo Nissen Knudsen har tegnet i sin opdatering på Facebook.

Hun medgiver dog:

»Jeg ville lyve, hvis jeg ikke anerkendte, at der har været noget turbulens og nogle konflikter her.«

BT har tidligere på aftenen talt med Anna Mee Allerslev, der ikke kunne udtale sig om Rasmus Pontoppidans opslag, da hun på daværende tidspunkt ikke havde set det.

Anna Mee Allerslev fik problemer, da BT i september påviste, at hun lånte Københavns Rådhus gratis til sit bryllup. Hun stillede blandt andet 84 spørgsmål til kommunale embedsmænd om brylluppet.

Hun fik også et gratis lokale stillet til rådighed af Øens Murerfirma, som Københavns Kommune samarbejder med, da hun fyldte 30 år.

LÆS OGSÅ: R-formand trækker sig: Kan ikke stå inde for Allerslevs 'talløse løgne' - her er hendes reaktion

Efter kritik betalte hun 17.316,25 kroner for receptionen. I indeværende uge har hun også betalt 65.000 kroner for leje af rådhushallen.

Læs hele Rasmus Pontoppidans opslag herunder:

Læs hele Bo Nissen Knudsens opslag herunder: