Flere af landets nye ministre har ingen eller kun lidt erfaring med det ministerområde, som de skal overtage. Men de kan sagtens få succes, hvis bare de er dygtige politikere, siger forskere.

- Nu skal jeg først og fremmest have ro til at grave mig godt ned i stoffet og se, hvad det er, der venter mig. Sådan lød det fra Kirsten Brosbøl (S), da hun i går blev præsenteret som ny miljøminister.

Tilsvarende meldinger kom fra den nyudnævnte handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) samt fra landets nye sundhedsminister, Nick Hækkerup (S), der begge heller ikke lagde skjul på, at de ikke er eksperter i deres nye ministerområder.

Manglende fagerfaring hos ministre er dog ikke usædvanlig. Ifølge professor emeritus i samfundskundskab, Tim Knudsen, har cirka halvdelen af landets ministre gennem de seneste 20-30 år ikke haft erfaring eller beskæftiget sig politisk med de områder, som de er blevet ministre for.

Selv om fagerfaring er en klar fordel, så behøver det dog ikke at være afgørende for, om en minister kan få succes.

- Hvis man har et godt embedsapparat, så kan man klare sig meget langt på det, selvom man fra starten ikke ved så meget om det, man har med at gøre, siger Tim Knudsen.

Lektor i statskundskab på Aalborg Universitet Johannes Andersen er enig. Han peger på, det er mindst lige så vigtigt, at en minister er en god politiker.

Der har været politikere i historien, som ikke har haft nogen forstand på de områder, som de har siddet på, men som har gjort det glimrende, siger Johannes Andersen og fremhæver Ritt Bjerregaard og Bertel Haarder som ministre, der har varetaget forskellige ministerier med succes.

- Dem kan man sætte ind i et hvilken som helst ministerium, siger han.

Uanset politisk tæft, så vil de fleste nye ministre, ifølge Johannes Andersen, opleve, at de kommer til at sige noget forkert pga. af manglende rutine.

- Man skal huske på, at det er almindelige lægfolk, der bliver ministre, siger han.

En af de politikere, der har varetaget flere ministerposter, er Lene Espersen (K), som har været både udenrigs-, justits samt økonomi- og erhvervsminister. Hun overtog posten som justitsminister uden nogensinde at have beskæftiget sig med området og er enig med eksperterne, at det er en klar fordel at have fagerfaring.

- Det tager rigtig lang tid at finde ud af opbygningen i sit ministerium. Det kræver, at man laver sine lektier og læser sig igennem en masse rapporter. Det kan tage op til et år, før man kommer helt ind i sagerne. Dem, der har prøvet at være ministre før, kan måske gøre det hurtigere, siger Lene Espersen, der er uddannet økonom.

Kirsten Brosbøl

Den 36-årige Kirsten Brosbøl har været medlem af folketinget siden 2005 for Socialdemokraterne. Hun har i sin tid som folketingsmedlem har poster som vidensskabsordfører, ligestillingsordfører og fødevareordfører. Mandag blev hun udnævnt som miljøminister, hvilket kræver lidt hjemmearbejde fra den nye ministers side.

- Jeg glæder mig rigtig til at grave mig ned i områder - det er jo lidt teknisk, så jeg skal selvfølgelig bruge tid på at få sat mig ind i stoffet, siger Kirsten Brosbøl

Mogens Jensen

50-årige Mogens Jensen har siddet i folketinget siden 2005, hvor han bl.a. har besat posten som kultur- og medieordfører for Socialdemokraterne, inden han mandag blev minister for handel og udvikling. Om den post siger han:

- Nu skal jeg til at grave mig ned i sagsdyngerne. Selvom det er områder, jeg tidligere har arbejdet med på Christiansborg, er der et stykke læsearbejde, jeg skal hjem og i gang med, siger Mogens Jensen, der tidligere har været ulandskonsulent i LO.

Nick Hækkerup

Den 45-årige socialdemokrat Nick Hækkerup har siddet i folketinget siden 1988. Foruden at have været forsvars- og handel- og europaminister været borgmester i Fredensborg Humlebæk kommune fra 2000-2007. Han blev mandag udnævnt til ny sundhedsminister. Om sit nye ministerområde siger han selv:

- Jeg ved en masse om det ideologisk-politiske, men jeg er måske ikke verdensmester på det praktiske, siger Nick Hækkerup om sin nye ministerpost.