Søndag bliver nye danskere officielt budt velkommen på Christiansborg til den årlige statsborgerskabsdag.

Folketinget forventer, at omkring 2000 personer deltager.

Alle, der fik dansk statsborgerskab sidste år, er inviteret.

Traditionen tro åbner Folketingets formand, Søren Gade, arrangementet med en velkomsttale.

Han gentager flere af de samme budskaber som forrige år, hvor demokrati, frihed og foreningsliv var gennemgående temaer.

- Det er gennem vores fællesskaber og det aktive medborgerskab, vi former og udvikler det danske samfund.

- Foreningerne giver også demokratisk dannelse og erfaring, siger Søren Gade.

Han opfordrer de nye statsborgere til at engagere sig i fællesskabet og minder dem om, at statsborgerskabet både giver rettigheder og medfører et ansvar.

- Et statsborgerskab er både en ret og en pligt. En pligt til at engagere sig og bidrage til samfundet.

- Vi har givet noget til jer. Vi forventer, at I giver noget tilbage, som vi kan være sammen om, siger han.

Efter talen er der musikalske indslag, fællessang og folkedans.

Deltagerne får også mulighed for at tale med medlemmer af Folketinget og se Folketingets lokaler.

Mens de nye statsborgere fejres på Christiansborg, venter andre stadig svar på deres statsborgerskabsansøgninger.

Siden marts 2026 har regeringen sat behandlingen af ansøgninger om dansk statsborgerskab i bero.

Seks måneder senere er sagsbehandlingen endnu ikke genoptaget.

Det betyder, at tusindvis af ansøgere fortsat venter på svar.

RITZAU