Coronasmitten har fået et godt tag i København og de omliggende kommuner, særligt på den københavnske Vestegn.

Derfor varsler S-regeringen ifølge B.T.s kilder med nye restriktioner, som skal nedbringe smitten i hovedstaden.

Mandag blev partiernes sundhedsordførere orienteret om de mulige restriktioner, som stadig er i overskriftform.

Men sikkert er det, at regeringen lige nu kigger på forsamlingsforbuddet på 500 personer, som blandt andet gælder på stadions under Superliga-kampe. Hvis der pilles ved det, vil det ramme både FC København, Brøndby og Lyngby, som alle har hjemme i en af de 17 hovedstadskommuner.

Det skal dog nævnes, at det ikke er sikkert, at alle restriktioner bliver indført fra start, ligesom der sagtens kan være forskel på restriktionerne fra kommune til kommune.

Listen over de mulige restriktioner tæller blandt andet:

  • Øget fokus på forsamlingsbuddet på 500 personer. Det kan eventuelt betyde, at der ikke længere må lukkes 500 personer ind til Superliga-kampe i hovedstadsområdet.
  • Foreningslivet for børn og unge under 21 år får skærpede restriktioner.
  • Det kommer øget fokus på test, især af de unge 15-25-årige.
  • Endnu mere hjemmearbejde i det offentlige, ligesom private virksomheder opfordres til mere hjemmearbejde.
  • Gågader og trafik skal indrettes anderledes.
  • Digital undervisning på de videregående uddannelser.
  • I folkeskolen skal hver klasse isoleres for sig selv – ingen tværgående undervisning.
  • Politiet skal være mere til stede for at undgå servering af mad og alkohol efter klokken 22.
  • ​Detailhandlen kan blive pålagt øgede krav om antal personer i butikkerne, ligesom åbningstiderne kan blive skærpet.​

Restriktionerne er kun på tegnebrættet i forhold til de 17 af hovedstadskommuner, fordi 15 af de 17 er blandt de 20 mest coronaramte kommuner i landet, viser et opgørelse fra Statens Serum Institut.

Det er især blandt børn og unge mellem 10 og 29 år, at coronasmitten er eksploderet. Og netop derfor er det også skoledagen og foreningslivet for børn og unge, som kan blive ramt af de nye restriktioner.

Ifølge B.T.s oplysninger vil restriktionerne som udgangspunkt træde i kraft fra mandag 7. december og gælde frem til januar i første omgang.

De 17 kommuner, som kan blive omfattet af restriktionerne er:

  • Tårnby
  • Brøndby
  • Hvidovre
  • København
  • Vallensbæk
  • Gladsaxe
  • Rødovre
  • Herlev
  • Lyngby-Taarbæk
  • Frederiksberg
  • Ishøj
  • Gentofte
  • Ballerup
  • Høje-Taastrup
  • Dragør
  • Glostrup
  • Albertslund