Stort folketingsflertal støtter ny FN-aftale om migration. Og eksperter slår fast, at den ikke binder Danmark.

Hvis Nye Borgerlige havde siddet i Folketinget som støtteparti for regeringen, så havde partiet ikke accepteret planerne om, at Danmark i december skal underskrive en ny FN-erklæring om migration.

Sådan skriver partileder Pernille Vermund i et blogindlæg om den meget omdiskuterede globale migrationspagt, der ifølge eksperter ikke vil forpligte Danmark til at tage imod flere udlændinge.

Pagten bør enten sendes til folkeafstemning, eller også bør regeringen vente med at underskrive den til efter et valg, mener Nye Borgerlige.

- Der er i Danmark massiv folkelig modstand mod øget migration til landet, siger Pernille Vermund til Ritzau.

Spørgsmål: Eksperterne er enige om, at denne her aftale ikke vil bestemme Danmarks migrationspolitik. Hvorfor siger du så, at den vil føre til øget migration?

- Erklæringen handler om migration. Der er eksperter, der siger, at den ingen betydning får. Hvis den ikke får betydning, så er det et ligegyldigt dokument, siger Vermund.

- Hvis den får betydning, er det et dokument, man absolut ikke skal skrive under på.

Spørgsmål: Regeringen siger jo, at den vil gøre det nemmere at sende afviste asylansøgere hjem. Er det så ikke meget godt for Danmark at skrive den under?

- Enten er erklæringen bindende, eller også er den ikke. Man kan ikke sige, at det kun er bindende for de lande, der skal modtage deres egne statsborgere, siger Pernille Vermund.

Spørgsmål: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kalder det misinformation at sige, at aftalen vil påvirke dansk udlændingepolitik. Tror du ikke på Løkke i denne her sag?

- Hvis han frygter, at der er misinformation, ligger der et ansvar på hans skuldre i forhold til at informere. Lad os udskyde det eller tage et valg nu. Så vi kan informere befolkningen, og hvert parti kan fortælle, hvor de står.

Vermund opfordrer Dansk Folkeparti, der som det eneste parti i Folketinget, der er modstander af erklæringen, til at "bruge sine mandater til noget".

Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) har svært ved at tolke, hvad han præcist skal lægge i det. Men hvis Vermund henviser til, at man skal true med at vælte regeringen, så er det ikke noget, DF kommer til, fastslår han.

Henriksen anklager Nye Borgerlige for at føre zigzagkurs i udlændingepolitikken, fordi partiet tidligere har udtalt sig positivt om arbejdskraftindvandring, som er det, FN-pagten handler om.

- Det virker, som om at de finder en sag, hvor de kan genere Dansk Folkeparti og så kører de den, siger Henriksen.

- Alle kan sige, at man skal sætte stolen for døren. Men det er jo bare ord.

Spørgsmål: Flere medier har interviewet eksperter, der siger, at aftalen ikke binder Danmark. Er du blevet betrygget?

- Jeg har et meget anstrengt forhold til eksperter. Men vi hører selvfølgelig, hvad der bliver sagt. Og vi hører selvfølgelig, når statsministeren under ministeransvar siger, at det ikke kommer til at betyde noget.

- Men logikken tilsiger vel, at når man skriver under på noget, så er det fordi, man mener noget med det, siger Martin Henriksen.

/ritzau/