Lyt til artiklen

Hans Blaaberg er blevet frataget sit spidskandidatur i Københavns Storkreds og fravalgt ham som folketingskandidat for Nye Borgerlige.

Nye Borgerliges hovedbestyrelse har mistet tilliden til Hans Blaaberg, efter han anonymt er blevet anmeldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Hans Blaaberg forklarer til B.T., at han ikke selv var bekendt med, at han var blevet anmeldt, og han fortæller, at han ikke ved, hvordan hovedbestyrelsen vidste det.

Men hovedbestyrelsen i Nye Borgerlige har en anden forklaring på sagen. Det uddyber de i en pressemeddelelse.

Hans Blaaberg er fortid som folketingskandidat i Nye Borgerlige. Foto: Celina Dahl
Hans Blaaberg er fortid som folketingskandidat i Nye Borgerlige. Foto: Celina Dahl
Vis mere

'Selve anklagen er ikke årsagen til, at hovedbestyrelsen har mistet tilliden til Hans Blaaberg,' skriver de i meddelelsen.

De tilføjer, at Hans Blaaberg er blevet konfronteret af hovedbestyrelsen med, at sagen var under opsejling, men at han konsekvent nægtede, at sådan en sag eksisterede.

'Så sent som for tre dage siden, da hovedbestyrelsen havde modtaget dokumentation for sagen og dokumentation for, at sagen var sat i gang, nægtede Hans Blaaberg fortsat at kende noget til det,' står der.

Nye Borgerlige skriver, at anmeldelsen ikke er foretaget anonymt.

De påstår, at politimyndigheden er bekendt med anmelderens navn og adresse.

Og at medlemmer af Nye Borgerliges hovedbestyrelse har mødt anmelderen og er blevet gjort bekendt med sagens baggrund og indhold.

'Derfor så man ikke anden udvej end at fratage Hans Blaabergs hans kandidatur,' står der afslutningsvis i pressemeddelelsen.

B.T. har efter pressemeddelelsen fra Nye Borgerlige kontaktet Hans Blaaberg igen. Men han har ikke ønsket at kommentere mere på sagen.