Under en uge til folketingsvalget vælger Nye Borgerlige at trække deres støtte til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Pernille Vermund peger i stedet på sig selv som statsminister.

»Lars Løkke Rasmussen sagde i går på DR, at han ikke vil løse problemerne, selvom han anerkender, at de eksisterer,« siger formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, til B.T. og fortsætter:

»Det lader til, at han hellere vil sikre sit eget omdømme i EU frem for at løse problemerne.«

Den markante udmelding kommer efter et interview med statsministeren på DR onsdag, som affødte et Facebook-opslag, hvor Pernille Vermund oplister to 'himmelråbende dumheder'.

Den første er, at 'Lars Løkke krampagtigt (klamrer sig, red.) til konventioner i stedet for at analysere løsningerne med fornuft og erfaring'.

Den anden er, at Løkke ifølge Vermund potentielt kan smide muligheden for et blåt flertal over bord, fordi han ikke vil samarbejde med blandt andet Nye Borgerlige.

»Vi har fra starten sagt, at den, der vil indfri vores krav, er den, vi vil pege på som statsminister. Hvis der ikke er en borgerlig kandidat, der vil det, så vil jeg pege på mig selv,« uddyber Pernille Vermund over for B.T.

Maler du ikke dig selv op i et hjørne ved ikke at ville samarbejde med Løkke frem for at indgå i forhandlinger?

»Det er ikke mig, der maler mig selv op i et hjørne her og ikke vil løse problemerne,« siger Pernille Vermund og fortsætter:

»Det er derimod Løkke, som jo helt åbent har sagt, at han hellere vil samarbejde med Socialdemokratiet og Radikale Venstre end med os.«

I Facebook-opslaget opridser Vermund årsagerne til, at Nye Borgerlige ikke længere ønsker at støtte Venstres Lars Løkke Rasmussen.

De kommer i kølvandet på tre erkendelser, som Pernille Vermund mener, Løkke kom frem til under interviewet med Kåre Quist.

Statministeren fastholder ifølge Pernille Vermund 'en politik, hvor kristne forfulgte svigtes i FN's lejre, mens muslimske migranter kan rejse gennem flere sikre lande og få asyl i Danmark,' skriver hun og fortsætter:

'Lars Løkke klamrer sig krampagtigt til konventioner i stedet for at analysere løsningerne med fornuft og erfaring.'

Vermund afslutter sit Facebook-opslag med at hinte til, at hun gerne ser andre profiler i Venstre træde til.

'Når Lars Løkke ikke vil, så må andre tage over for ham. Jeg kan pege på mere end én egnet kandidat i Venstre, som jeg har større tillid til i udlændingepolitikken, end jeg har til ham,' skriver hun.