Formand Pernille Vermund skriver på Facebook og X, at Nye Borgerlige opløses. 

Det har hun anbefalet til partiets hovedbestyrelse, som ifølge Vermund har fulgt indstillingen.

»Da det hele ramlede i marts sidste år, og jeg igen trådte til som partileder, var det ikke fordi, jeg savnede at være formand. Det var en nødvendighed. Vi var tre medlemmer tilbage i Folketingsgruppen, og jeg gjorde, hvad jeg følte, var min pligt.«

»Kort efter blev medstifter af Nye Borgerlige og et af tre tilbageværende folketingsmedlemmer, Peter Seier Christensen sygemeldt. Først med stress og siden med kræft. Det gjorde ikke situationen lettere.«

Hun forklarer, at man fra dagsdato har meddelt Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at de anbefaler, at Nye Borgerliges folketingsgruppe nedlægges, og at partiet opløses.

»Hvis vi skal genrejse det borgerlige Danmark, er der brug for at samle alle gode kræfter – men i lidt færre borgerlige partier. «

»Vores politiske ild fortsætter, men vi ønsker fremover at bruge vores kræfter mere konstruktivt, end det har været os muligt det sidste år. Det er ikke en let beslutning, men det er det eneste rigtige at gøre.«