Byrådsmedlem Mette Thiesen er blevet politianmeldt efter at have beskyldt vagtfirma for at være shariavagter.

Allinge. - Jeg har ingen yderligere kommentarer.

Sådan lyder reaktionen fra Nye Borgerliges Mette Thiesen, der sidder i byrådet i Hillerød.

Hun vil ikke kommentere, hvorfor hun har fjernet sine beskyldninger fra Facebook om "shariavagter" mod et vagtfirma, som har meldt hende til politiet.

Hendes opslag på Facebook blev liket og delt flere tusind gange, skriver Berlingske.

»Bevæbnede sharia-vagter på Rådhuspladsen?« skrev Mette Thiesen på Facebook.

Hun har nu slettet opslaget, der indeholdt et foto fra Rådhuspladsen i København, hvor der var muslimsk bønnekald. Ahmad Jakob Meshal, som ejer vagtfirmaet The Real Service & Security, har politianmeldt hende.

Firmaet er autoriseret af Rigspolitiet og har intet med sharia at gøre, siger han til avisen.

- Firmaets navn og ry er på spil, og det er rimelig irriterende, når man står og knokler og prøver at gøre noget godt, siger Ahmad Jakob Meshal.

Mette Thiesen forklarer på Facebook, hvorfor hun har slettet sit opslag.

- Påstandene om bevæbning har jeg ikke kunnet få bekræftet. Derfor var jeg nok lige hurtig nok på tasterne, hvilket jeg skal beklage, skriver Mette Thiesen.

Spørgsmål: Er det ikke mærkeligt, at du kalder et lovligt vagtfirma for shariavagter?

- Jeg har ikke yderligere kommentarer end det, jeg har skrevet, siger Mette Thiesen.

/ritzau/