Spærregrænsen er på to procent af stemmerne, og det klarede Nye Borgerlige lige akkurat.

Med alle stemmer talt op står det klart, at Nye Borgerlige kommer ind i Folketinget med 2,36 procent af stemmerne.

Det giver partiet fire mandater.

Det er første gang, at partiet er stillet op til et folketingsvalg.

Nye Borgerlige blev stiftet i efteråret 2015 af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, der begge har en fortid hos De Konservative - nøjagtigt som partiets spidskandidat i Nordsjælland, Mette Thiesen.

Et års tid senere lykkedes det for partiet at indsamle de nødvendige vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget.

Ved valget mister blå blok sit flertal i Folketinget, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har på valgaftenen erkendt sit nederlag.

Rød blok får 91 mandater, mens blå blok får 79 mandater, hvis Nye Borgerliges mandater tæller med.

Nye Borgerlige har haft tre ufravigelige krav til en statsminister. Partiet vil indføre et asylstop, kræve at alle udlændinge forsørger sig selv, og så skal udlændinge, som dømmes for kriminalitet, udvises efter første dom.

Og selv om partiet har peget på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, så ville han skulle indfri disse krav, hvis han ville regne Nye Borgerliges mandater med. Men resultatet giver altså blå blok et nederlag.

Desuden gjorde Løkke det klart i sin tale på valgaftenen, at han ikke har i sinde at samarbejde med Nye Borgerlige.

- Vi får selskab af i hvert fald ét parti med synspunkter, som ikke er forenelige med vores, for Venstre er et internationalt parti, og vi kommer aldrig nogensinde til at gå på akkord med internationale konventioner, lød det.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, tror trods det blå nederlag alligevel på, at hun kan få indflydelse med sine mandater.

Du siger på scenen, at I vil æde dem (rød blok) op indefra. Kan man det med en lille håndfuld mandater?

- Vi må bare arbejde dobbelt så hårdt og dobbelt så meget. Og det gør vi. Det har vi gjort. Vi har formået at komme hertil uden at have noget som helst.

- Nu kommer vi ind og får en platform. Vi får fri fra vores arbejde. Tre af de fire, der kommer i Folketinget nu, har passet deres fuldtidsarbejde al den tid, de har været opstillet som kandidater. Det gør en verden til forskel, at vi nu kommer ind og kan koncentrere os 100 procent om det politiske arbejde.

/ritzau/