»Jo grundigere, jo bedre,«

Sådan lyder det fra formanden hos Nye Borgerlige, Pernille Vermund, efter et flertal i Folketinget har sagt nej til en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning.

For nu har Nye Borgerlige samlet mere end 750.000 kroner fra ifølge partiet 'tusindvis' af danskere til en uvildig advokatvurdering.

Advokathuset Lund Elmer Sandager har taget opgaven på sig. De skal nu vurdere, om der kan rejses en rigsretssag mod Mette Frederiksen eller andre ministre på grund af minksagen.

Minkkommissionen nåede frem til, at Mette Frederiksen på pressemødet 4. november 2020 – hvor det blev meddelt, at alle mink skulle aflives – optrådte groft vildledende.

Kommissionen tog imidlertid ikke stilling til, hvorvidt ministrene havde ageret groft uagtsomt.

Hvis Nye Borgerliges uvildige advokatvurdering når frem til, at der er grundlag for en rigsretssag, satser Pernille Vermund på, at det kan rykke ved nogle af partierne.

»Hvis minimum et flertal i Folketinget er villig til at lave en ny advokatvurdering efter at have læst den, vi har sat i gang, så er vi selvfølgelig åbne over for det, så man kan få det belyst fra flere sider. Vi synes som minimum, at danskerne fortjener at få det her vurderet,« siger Pernille Vermund.

Hvad gør I, hvis jeres advokatvurdering ender med at rense ministrene?

»Er der ikke noget at komme efter, så er det jo også godt at få afklaret det for dem, som har været involveret. Men er der noget at komme efter, så skylder man danskerne at fortælle det,« siger hun.

Hvorfor skulle partierne, der har sagt nej til en advokatvurdering, pludselig sige ja til det efter en advokatvurdering, I har bestilt?

»Det kunne jo være, at de begynder at bekymre sig om taburetterne, hvis presset fra befolkningen er stærkt nok. Det er jo typisk det, der får politikere til at flytte sig. Vi har fra begyndelsen sagt, at der skulle være en advokatvurdering, som et flertal i Folketinget skulle bakke op.«

Nye Borgerlige forventer, at advokatvurderingen ligger klar engang i september. Derefter vil partiet aflevere den til Folketinget.

Professor i forvaltningsret på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet Sten Bønsing vurderer imidlertid ikke, at vurderingen kan bruges til at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen.

»Det ændrer jo stadigvæk ikke på, at det er en politisk beslutning, om man vil rejse en rigsretssag. Men hvis det lyder ordentligt og fornuftigt, så tror jeg, politikerne vil tage det med i deres overvejelser,« siger Sten Bønsing.