To familier. Samme indkomst. Begge får deres første barn i foråret 2026. Begge står med de samme startudgifter til barnevogn, autostol, bleer, børnetøj med mere.
Men den ene familie får 5.000 kr. i skattefri fødevarecheck – og den anden får ingen ting.
Forskellen? Tre dage. Den ene fødte 30. marts. Den anden fødte 3. april.
Forklaringen er enkel: Regeringens fødevarecheck til børnefamilier udbetales via børne- og ungeydelsen, som først starter kvartalet efter fødslen.
Så hvis dit første barn fødes efter 31. marts 2026, når du simpelthen ikke at være registreret i systemet, før fødevare-pengene bliver sendt ud i juni.
»Hvad skal man sige til en nybagt mor, der fødte tre dage for sent? At hun bare skulle have planlagt det bedre? Det er absurd,« siger Ruben Kidde, der er folketingskandidat for Radikale Venstre i Københavns Omegns Storkreds.
»De her familier står med præcis de samme udgifter og det samme behov som alle andre nye forældre, men de får nul kroner,« tilføjer han.
Det er ikke kun en håndfuld familier, der går glip af fødevarechecken.
Baseret på Danmarks Statistiks fødselstal kom der 20.100 førstefødte fra 31. marts sidste år og frem til nytår.
»Det er århundredets tarveligste aprilsnar. Regeringen, SF og Enhedslisten vælger med åbne øjne at lade 20.000 nybagte forældre i stikken – de forældre, der har allermest brug for en hjælpende hånd,« siger Ruben Kidde.

Tallene melder ikke noget om, i hvor mange af førstegangsfamilierne en af forældrene tjener under en halv million kroner om året, og dermed reelt er berettigede til fødevarechecken.
»De er typisk yngre, de typisk har lavere indkomster end dem, der får børn for anden eller tredje gang, og så er det selvfølgelig altid hårdere at træde ind i forældrerollen for første gang,« siger Ruben Kidde.
S-profil: 'Underlig kritik'
Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, undrer sig over kritikken.
»Det er en lidt underlig kritik, når den kommer fra et parti der slet ikke er med til at gennemføre fødevarechecken. Med radikales tilgang ville der jo slet ikke være nogen børnefamilier, der får en fødevarecheck,« siger han.

Ruben Kidde skyder tilbage på S-politikeren.
»Radikale Venstre forlod netop forhandlingerne, fordi checken var for bred og for dårligt målrettet. Vi havde foretrukket en check, der ramte de mest udsatte børnefamilier, ikke en politisk haglgeværssalve til over to millioner danskere,« siger han.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


