____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Regeringen er tilsyneladende ikke i overensstemmelse med befolkningens holdninger, når det gælder barsel til mænd.

Regeringen skriver i regeringsgrundlaget, at man vil øremærke tre måneders barsel til far, men det ønsker et stort flertal af danskerne ikke.

Det viser en helt ny undersøgelse, som analysebureauet Norstat har foretaget for Tænketanken Cepos blandt 1000 danskere i perioden 6. november til 11. november 2012.

Erhvervsjuridisk seniorkonsulent i CEPOS, Henriette Kinnunen ser undersøgelsen som et billede på, at befolkningen beder politikerne blande sig uden om.

- Vi har allerede i dag en fleksibel barselsorlov, der giver fædre mulighed for at afholde 32 ugers barsel, hvis de ønsker det.

- Derfor er det også et unødvendigt indgreb i familiernes privatliv, og et udtryk for en statslig barnepigekultur, at slække på denne fleksibilitet ved at øremærke et vist antal uger til manden.

- Det hører ganske enkelt ikke hjemme i et frit samfund som det danske, og befolkningens holdning er da heller ikke til at tage fejl af. De vil beholde fleksibiliteten og selv bestemme, om det er mor eller far, der tager den lange barsel. Det skal politikerne ikke bestemme, siger erhvervsjuridisk seniorkonsulent i CEPOS, Henriette Kinnunen.

Undersøgelsen viser, at 64 pct af befolkningen ikke ønsker 'far-kvoter.

85 pct mener, at politikerne skal blande sig uden om, hvordan familien fordeler barselsperioden mellem sig.

75 pct vurderer, at det ikke vil påvirke familiens økonomiske situation, hvis far bliver tvunget på barsel.

Fagbevægelsen har i efterhånden mange år ønsket tvungen barsel til mænd.

Det vakte derfor både forundring og vrede i fagbevægelsen, da regeringen for godt en måned siden meddelte, at man ikke ville fremsætte lovforslaget nu.

I den forbindelse sagde beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen:

- Vi tager nu de første skridt ved at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal afdække overenskomsternes bestemmelser om ret til løn under barsel og flere andre ting. Barselsorlov har stor betydning for den enkelte familie, og vi skal også se på sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv, siger Mette Frederiksen.

Arbejdsgruppen bliver nedsat i løbet af efteråret, og repræsentanter fra arbejdsmarkedet inviteres med som parter.