Under overskriften 'Hvem skal betale Løkkes regninger' lancerer Socialdemokraterne nu en storstilet kampagne, der noget usædvanligt har partiets hovedmodstander - og ikke mindst hans regninger  - i centrum.

I stedet for at have fokus på statsminister Helle Thorning-Schmidt og partiets egen politik angriber Socialdemokraternes opsigtsvækkende kampagne direkte Venstres partiformand Lars Løkke Rasmussen.

Angiveligt er hensigten med annoncekampagne at fravriste oppositionslederen et svar på, hvad de konkrete konsekvenser af hans planlagte nulvækst vil være.

Men ifølge BTs politiske kommentator Søs Marie Serup er det åbenlyst, at kampagnen i høj grad også skal minde vælgerne om Løkkes bilagssager. Derfor betegner hun annoncerne som en 'S-kampagne med rekyl':

»Den giver et kraftigt bagslag, men den sender til gengæld også et dødsfarligt projektil mod den politiske modstander Venstre,« siger hun.
»Det Socialdemokraterne gør med denne kampagne er modigt. Når man normalt bruger ordet “modigt” i politik, betyder det “dumt”. Denne kampagne er dog alt andet end dum. Den er brutal, men dødsfarlig for Venstre,« understreger Søs Marie Serup.

Hun vurderer, at kampagnen rammer tre målskiver på én gang: Den minder vælgerne om Løkkes bilagssager. Den flytter samtidig mistilliden fra bilagssagerne over på det politiske indhold, nemlig på Venstres planer om et udgiftsstop. Og så sætter den maksimalt pres på Venstre for at blive mere konkrete om konsekvenserne af deres politik.

»At den så samtidig grafisk minder om fortidens B.T.-afsløringer af Brixtoftes bilag tilføjer kun ekstra brutalitet for dem, der kan huske de billeder,« påpeger BTs politiske kommentator.

Ifølge Søs Marie Serup vil man normalt se den type barske angreb fra partiernes ungdomsorganisationer, men her er det moderpartiet, der er afsender:

»Det er aldrig set før - og det sikrer denne kampagne en plads i de politiske historiebøger som en af de mest brutale hidtil. Ekstreme situationer kalder ofte på ekstreme metoder. Når S på denne måde går ud med et angreb på Løkke, så er det naturligvis også i en erkendelse af, at der skal noget ekstraordinært til, for at S kan komme foran efter i en hel valgperiode at have været bagud,« siger hun.

Søs Marie Serup forventer, at kampagnen utvivlsomt vil forarge:
»Det er den også designet til. Så kan medieomtale, delinger på sociale medier og debat om kampagnen ved frokostbordene på arbejdspladsen være med til at sprede budskabet gratis. Og man skal altid huske, at efter forargelsen kommer fordøjelsen,« påpeger hun.

»Hos Socialdemokraterne mener man, at det er helt afgørende, at konsekvenserne af Løkkes udgiftsstop (nulvækst) bliver en del af den offentlige debat. Derfor kommer denne kampagne brølende ind på scenen i kort tid, men med et voldsomt tryk. Den vil med stor sandsynlighed forrette en lille skade på S og en stor skade på V. Derfor skal man også forvente, at S vil lade kampagnen køle af bagefter, men fastholde det indholdsmæssige tryk på debatten om nulvækst,« forudsiger BTs politiske kommentator.

»Kampagnen er altså ikke et tegn på valgudskrivelse om få dage. Kampagnen skal forrette den skade den kan, ændre dagsordenen, øge danskernes bevidsthed om Løkkes politik - og så skal den dampe af, sådan at når S går ind i en valgkamp, så kan de 'nøjes' med at tale politik,« konkluderer Søs Marie Serup.