Danmarks nye statsministerfrue vil ikke være Lars Løkkes vedhæng og stiller krav til parrets tre børn

Selv om ens far er landets statsminister, skal man ikke nødvendigvis regne med særbehandling på hjemmefronten.

- Jeg vil ikke have sådan nogle forkælede møgunger, selv om vi har en aupair, der hjælper os med det praktiske i dagligdagen, siger Danmarks nye statsministerfrue, Sólrun Løkke Rasmussen, og fortsætter:

- Børnene har hver en maddag om ugen. Og det dér med at kaste det beskidte tøj her, så kommer der ­noget rent op dér, det fungerer ikke.

De skal også rydde op på værelserne, og når jeg kommer hjem og har købt stort ind, dytter jeg udenfor – og så er det bare ud at hjælpe mig med at bære ind, siger hun i et stort interview til ­Berlingske Tidende.

Avisen har besøgt Sólrun Løkke Rasmussen på villavejen i Græsted, hvor hun sidste lørdag blev ringet op af sin mand, der kunne fortælle, at han skulle være Danmarks nye statsminister.

Børnene har pligter
Børnene skal kende deres pligter, men Sólrun Løkke Rasmussen hører ikke til de forældre, der har store ambitioner på børnenes vegne.

- De skal komme så langt, som de overhovedet kan, men alle har jo forskellige forudsætninger, siger hun.

Foran familien Løkke Rasmussens bolig står et skur på hjul, som huser PET, og i haven bag den ­store rødstensvilla fra 1950erne er der ­opsat kameraer.

Lars og Sólrun mødte hinanden i 1989, og allerede året efter blev sønnen Bergur født. Sólrun Løkke Rasmussen var da lige fyldt 21 år.

Senere fulgte børnene Lisa og ­Símun, der i dag er henholdsvis 12 og 13 år. Bergur bliver student til sommer og skal i Livgarden. Lisa går i syvende klasse og spiller musical i sin fritid.

Ingen »Vild med dans«
- Hun er mere til det kreative, og hun taler om at tage 10. klasse på ­Færøerne. Derefter vil hun til USA.

Hun har noget udlængsel, og det synes jeg er fint, siger Sólrun ­Løkke Rasmussen til Berlingske ­Tidende.

Statsministerfruen afviser at stille op i »Vild med dans« og vil i øvrigt gerne beholde familiens hverdag intakt. Ikke altid nemt, når man er gift med en toppolitiker.

Mit eget show
- Hvis jeg havde mødt Lars i dag, havde det nok ikke været så interessant for mig. Vi har få timer sammen, men jeg har jo fået det hele løbende og kører mit eget show heroppe.

Jeg har siddet i byrådet, jeg er i bestyrelsen hos spejderne, og jeg har mit arbejde. Jeg er ikke Lars’ siamesiske tvilling og behøver ikke stå og smile hver gang, han skal noget.