Finn Möbius, som i dag er tiltrådt som spindoktor for Brian Mikkelsen, krævede så sent som før jul Venstres undervisningsminister Tina Nedergaard fyret.

Finn Möbius afløser den skandaliserede Billy Adamsen, som trak sig fra jobbet efter at B.T. i en række artikler havde afsløret hans noget anstrengte forhold til pressens ytringsfrihed.

Brian Mikkelsen siger i en pressemeddelse, at han han glæder sig til at samarbejde med Finn Möbius. De to har kendt hinanden i mange år, idet Finn Möbius tidligere har været ansat i Den Konservative Pressetjeneste og i øvrigt er folketingskandidat for partiet i Køge-kredsen.

I et indlæg i ugeavisen i Køge skrev Finn Möbius 15. december, at De Konservative burde arbejde på at få Venstres undervisningsminister Tina Nedergaard fyret, så ministerposten i stedet kunne gå til en konservativ.

- Det Konservative Folkeparti er det eneste af de traditionelle regeringspartier, der ikke har besat posten som undervisningsminister. Det bør K's ledelse kræve ved næste rokade - af hensyn til folkeskolen, skrev Finn Möbius.

Hans begrundelse var, at PISA-undersøgelsen netop havde påvist, at danske skoleelever læser og regner alt for dårligt.