Farvel til hotdogs og kage og goddag til grøntsager og fuldkorn – bare ikke i Aalborg Kommune.
Det er i hvert fald langt fra sådan, det er blevet i det nye skoleår rundt omkring på skolerne i Aalborg. På trods af en ny skolemadspolitik i Aalborg Kommune, er der nemlig ikke sket de store ændringer på kostfronten.
Der er netop blevet afholdt Danmarks Største Spisefrikvarter for at sætte fokus på den nye kommunale måltidspolitik, men det er Kejserens nye Klæder, lyder det fra Kristoffer Hjort Storm (DF), som allerede i december sidste år ønskede ændringer af skolemaden i kommunen.
»Jeg ville have lavet en ny måltidspolitik for madordninger og skoleboder, som skulle følge kommunens egne kostråd og Ministeriets anbefalinger. Det blev i stedet til, at man gik i gang med at udarbejde en helt ny skolemadspolitik, som i realiteten er endt med at være stort set uændret den dag i dag,« forklarer Kristoffer Hjort Storm til B.T. Aalborg og fortsætter:
»Det er Kejserens nye Klæder.«
Det blev til en ny skolemadspolitik, som Kristoffer Hjort Storm da også selv stemte for, da den blev godkendt henover sommeren, da den indeholdte flere af de ting, som han tidligere havde efterspurgt. Omdrejningspunktet var sund og nærende mad, som skulle tage hensyn til eksempelvis minoriteter og allergier.
Sådan blev det bare ikke helt her to måneder inde i skoleåret.
»Jeg har været i kontakt med nogle skoler i kommunen, og jeg har undersøgt, hvad der bliver solgt i skoleboderne, og hvad er det for noget mad, skolerne får leveret – og jeg kan konstatere, at det overhovedet ikke har ændret sig,« forklarer Kristoffer Hjort Storm.
Ifølge ham står den fortsat på hotdogs og pizzaslices på kommunens skoler.
»Ideen var jo, at det skulle væk, og det er også det, som skolemadspolitikken lægger op til, men det er bare ikke det, der er sket ude på skolerne,« lyder det fra en skuffet Kristoffer Hjort Storm.
Det er Skoleforvaltningen, som står bag Danmarks Største Spisefrikvarter, hvor de blandt andet har samarbejdet med YouTubere om sunde madpakker. Projektet skulle sætte fokus på fællesskab og sund mad, men Kristoffer Hjort Storm stiller sig uforstående overfor, at der blot er tale om én dag og ikke en mere langsigtet indsats.
»Det er fint med en dag, hvor alle spiser sundt, men det nytter jo ikke, hvis det kun er den ene dag. Så kan det jo være ligegyldigt, hvis der fortsat er usund mad til rådighed i hverdagen,« forklarer han.
Derfor oplever Kristoffer Hjort Storm, at den overordnede skolemadspolitk er den samme, som den var i december sidste år, og at der ikke bliver fuldt op på projektet om en ny og sundere skolemadspolitik.
»Hvorfor skulle der indkaldes skolebestyrelser, politikere og elevråd til at udarbejde en ny skolemadspolitk, når det alligevel ikke bliver ændret i praksis, og skolerne ikke har haft en konkret og sund skolemadspolitik, som de har kunnet følge op på,« forklarer han og fortsætter:
»Hvis ikke skolerne kan efterleve den nye skolemadspolitik med sundere mad, så har den simpelthen ikke været god nok.«
På mange måder har det hele vejen igennem været relativt simple krav, som Kristoffer Hjort Storm har haft til skolemadspolitikken på skolerne i Aalborg Kommune.
»Jeg så jo gerne, at skolerne fik nogle retningslinjer, som skal overholdes, hvis de vil tilbyde mad til børnene, hvor der kunne stå prisleje, ernæringsindhold og så videre. Det havde været håndgribeligt,« forklarer han.
Det vigtigste for Kristoffer Hjort Storm, kan siges ganske kort:
»Man skal overholde kostrådene, og det skal vi hjælpe med at få skolerne til at overholde, så man ikke kan vælge pizza og en fransk hotdog på en tirsdag,« forklarer han og fortsætter.
»Hvis vi vil tale om børns trivsel og helbred, så skal vi også handle på det.«