Den splinternye skatteminister Jeppe Bruus red den værste storm af i sit første samråd som skatteminister.

Jeppe Bruus havde arvet det, som på samrådet blev omtalt som »en rigtig møgsag,« da forgænger Morten Bødskov ikke havde informeret Folketinget om en rapport fra Vejdirektoratet.

Rapporten viste, at hybridbiler udleder betydeligt mere CO₂, end man gik og troede.

Det har skabt en del røre, da partierne i 2020 ellers gennem en aftale sikrede danskerne en skatterabat, hvis de købte hybridbiler. En rabat, som netop skulle skubbe til den grønne omstilling, men som reelt viser sig betydeligt mindre effektiv.

Men Jeppe Bruus fik hældt vand på den værste bål-og-brand-retorik fra støttepartier og politiske modstandere.

Åbent samråd med skatteminister Jeppe Bruus
Åbent samråd med skatteminister Jeppe Bruus Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det gjorde han ved at beklage, at Vejdirektoratets analyse ikke var blevet delt med Folketinget, selvom Venstre havde spurgt til, om ministeriet lå inde med den slags tal og analyser.

Og så sagde han, at der i øvrigt var endnu en analyse på vej om emnet, hvor regeringen havde spurgt alle de danske ejere af hybridbiler – cirka 60.000 personer – om deres brug af hybridbilerne. Foreløbig ser den rapport ud til at vise et mere grønt billede af hybridbilerne end Vejdirektoratets rapport.

I det hele taget var den ellers hårde retorik på den type samråd ganske blød i det. Der var til gengæld mange politikere, der fik sagt velkommen til udvalget og tillykke med udnævnelsen til Jeppe Bruus.

Enhedslistens Henning Hyllested insisterede på, at partierne blev indkaldt igen til genåbning af aftalen, hvis forudsætningerne skred yderligere.

Morten Bødskov - som netop er gået fra at være skatteminister til forsvarsminister - holdt central oplysninger om hybridbiler skjult for Folketinget.
Morten Bødskov - som netop er gået fra at være skatteminister til forsvarsminister - holdt central oplysninger om hybridbiler skjult for Folketinget. Foto: Claus Bech
Vis mere

Også her kom Jeppe Bruus partierne i møde. Han lovede, at han ville indkalde til møde om sagen.

Han lovede også, at aftalen kunne genforhandles på nogle punkter, hvis de viste sig at være skredet betydeligt. Men han var ikke parat til »kaste alt op i luften og lave alting om«.

Det var også godt nok til Enhedslisten.

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentsen var den mest krigeriske. Han mente, at det var helt uacceptabelt, at ministeriet ikke havde delt tallene. Han bad endda om en undskyldning. Det fik han ikke.

Jeppe Bruus forklarede i stedet, at der var tale om en faglig vurdering i skatteministeriet om, at tallene ikke var modne til offentliggørelse. Bruus beklagede igen, at tallene ikke var offentliggjort, men en decideret undskyldning blev det ikke til.