Det centrale nøgletal for, hvor meget coronavirussen spreder sig, er igen steget. Denne gang til 1,2, hvilket vil sige, at 10 personer smitter 12 andre.

Dermed går smitteudviklingen den forkerte vej.

Det viser en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut, som B.T. er i besiddelse af.

Smittespredningen er især voldsom i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvilket også kan ses på indlæggelserne. I risikovurderingen står, at antallet af indlagte patienter var 328 mandag morgen i uge 49, hvilket er en stigning på 27 procent fra mandag i uge 48.

'I forhold til sygehuskapaciteten ses således en stigende kapacitetsbelastning. Det gælder især for de almene medicinske pladser allokeret til covid-19 patienter, hvor cirka 35 procent af de medicinske senge aktuelt er ibrugtaget til covid-19 patienter,' står der risikovurderingen.

Den slår samtidig fast, at indlæggelserne af coronapatienter 'systematiske udsættelser af planlagte tider til andre patienter grundet covid-19.'

Men antallet er indlæggelser ventes at stige væsentligt de kommende uger, fordi der sædvanligvis er en forsinkelse på 7-10 dage, fra man bliver smittet, til man evt. kan få brug for hospitalsindlæggelse.

Derfor er vurderingen også fra SSI, at 'særligt i Region Hovedstaden og Region Sjælland, men også i Region Midtjylland, kan opstå behov for at udskyde planlagt aktivitet'. Det vil altså betyde aflyste ikke-akutte operationer.

Torsdag klokken 13.30 vil sundhedsminister Magnus Heunicke præsentere skærpede restriktioner i 31 kommuner, erfarer B.T.

Det omfatter alle kommuner i Region Sjælland, der ikke allerede er lukket delvist ned, hele Region Midtjylland, Aalborg samt tre kommuner i trekantområdet.