Den nye S-regering vil afskaffe de nationale test og ændre karaktersystemet, siger Mette Frederiksen.

Eleverne i de danske folkeskoler skal fremover igennem færre prøver og test i deres skoletid.

Den nye S-regering med Mette Frederiksen i spidsen vil nemlig afskaffe de nationale test.

De nationale test skal belyse elevernes evner i syv forskellige fag. Hele ti test er obligatoriske fra 2. til 8. klassetrin, mens fire test kan tages på frivillig basis.

Det har bidraget til en for stort fokus på præstation og karaktergivning i folkeskolen, mener blandt andet SF, der har kæmpet for at få afskaffet de nationale test som del af aftalen om en ny regering.

Det kommer nu til at ske. I den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten med titlen "Retfærdig retning for Danmark", står der blandt andet:

- En ny regering ønsker blandt andet at afskaffe de nationale test i de mindste klasser og generelt nytænke anvendelsen af test, give bedre muligheder for senere skolestart, afskaffe uddannelsesparathedsvurderingen i 8. klasse samt styrke vejledningsindsatsen.

Tanken med de nationale var at give lærere og forældre et indblik i den enkelte elevs faglige niveau. Men de har ikke fungeret efter hensigten, mener de fire partier bag den nye regering. I aftalen står der blandt andet:

- En ny regering vil endvidere afsøge muligheden for at sætte de nationale test i bero indtil de er blevet mere retvisende for elevernes færdigheder.

/ritzau/