Den nye regering bliver onsdag klokken 10 præsenteret for kong Frederik på Amalienborg.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Herefter træder kommende statsminister Mette Frederiksen (S) ud foran Amalienborg sammen med sin nye regering bestående af ministre fra Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.

Fra klokken 13 og frem vil der være overdragelser i de berørte ministerier, oplyser Statsministeriet.

Her siges der farvel til den afgående minister, mens den nye minister bydes velkommen. Der udveksles typisk gaver mellem de to.

De afgående ministre skal inden da forbi kongen på Amalienborg klokken 11.45, fremgår det af kongehusets kalender.

Yderligere detaljer om programmet og regeringen offentliggøres onsdag, lyder det fra Statsministeriet.

Det var mandag aften, at kongelig undersøger Mette Frederiksen kunne meddele kongen, at hun er i stand til at danne en ny mindretalsregering bestående af de fire partier.

Efter forhandlinger på embedsboligen Marienborg kørte hun direkte til Odense, hvor kongeparret var på sommertogt med kongeskibet "Dannebrog".

Tirsdag blev den nye regerings regeringsgrundlag præsenteret på et pressemøde på Marienborg, inden regeringen så formelt bliver udnævnt af kongen onsdag på Amalienborg.

Det kom også frem tirsdag, at Enhedslisten og Alternativet bliver parlamentarisk grundlag til den nye regering.

Mette Frederiksen følger samme opskrift fra 2022, hvor hun også præsenterede SVM-regeringen over tre dage.

Når hendes nye regering officielt er udnævnt onsdag, går Mette Frederiksen i gang med sin tredje periode som statsminister i Danmark. Hun har været statsminister siden 2019.

Regeringen har i sit regeringsgrundlag valgt at kalde sig "firkløverregeringen".

Hvis det navn lyder bekendt, er det fordi, at det var betegnelsen for Poul Schlüters borgerlige regeringer fra 1982 til 1988.

/ritzau/