Mens kommunalvalgkampen brager derudaf, stopper en ny regel nu kandidaterne i at annoncere på Facebook og Instagram.

Meta, som ejer de to tjenester, har nemlig sagt nej til politiske og valgrelaterede annoncer, skriver DR.

Det sker som følge af en ny EU-forordning, som træder i kraft fredag.

Det kan betyde, at færre af især de unge bliver motiveret til at stemme, vurderer valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen fra Aalborg Universitet ifølge DR.

»Sociale medier kan ikke flytte horder af vælgere, men de kan bidrage til at oplyse og mobilisere. Man bliver lige mindet om, at der er en valgkamp i gang,« siger hun til mediet.

Den nye regel betyder konkret, at politikerne ikke kan betale for at få sendt deres opslag ud til specifikke målgrupper, som ellers har været muligt tidligere. De kan dog stadig lave almindelige opslag.

Kommunalvalget er den 18. november 2025.