Verden bliver mere usikker i fremtiden, viser ny sikkerhedspolitisk rapport ifølge medie.

Et nyt jerntæppe er ved at sænke sig over Europa, og danskerne går en usikker fremtid i møde.

Sådan lyder nogle af konklusionerne i rapporten 'Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035', som bliver præsenteret senere mandag, men som DR har set.

Michael Zilmer-Johns, som er protokolchef i Udenrigsministeriet, har stået i spidsen for den gruppe, som har udarbejdet rapporten.

»Personligt er jeg ked af at komme med den slags forudsigelser. Det bliver en langt mere usikker verden,« siger han til DR.

Rapporten er lavet af Forsvaret, Forsvarsministeriet og en række andre ministerier. Derudover har gruppen bag rapporten fået hjælp fra 75 eksperter.

Det er tanken, at rapporten skal give politikerne viden i arbejdet med det næste forsvarsforlig. Forsvarsforliget skal være færdigt inden 2024.

/ritzau/