Socialdemokraterne er marginaler fra blot at være landets fjerdestørste parti

Enhedslisten er kun 0.7 procent fra at overhale Socialdemokraterne, som nu er faretruende tæt på kun at være landets fjerdestørste parti. Det viser en ny meningsmåling fra YouGov.

Enhedslisten har aldrig været tættere på Socialdemokratiet i meningsmålingerne, som de er nu. Hvis der var valg i dag, ville Enhedslisten få 14,5 procent af stemmerne - sølle 0,7 procent fra Socialdemokratiet, som med 15,2 procent af stemmerne, akkurat holder placeringen som landets tredjestørste parti.

Målingen er foretaget efter 1. maj-talerne, som druknede i buh-råb, røgbomber og vandskyderi på statsministeren og genåbningen af det betændte dagpengeproblem.

Politisk kommentator og direktør i tænketanken Kraka Peter Mogensen kalder målingen for 'forventet'.

- Regeringen og partiet har ingen politiske sager, som på nogen måde er tilpasset deres vælgergruppe. Det er det, der er deres problem. Og hver eneste gang fisker Enhedslisten i de samme sager. De siger alt det, socialdemokraterne plejede at sige, og det lyder meget fornuftigt for mange socialdemokratiske vælgere, som nu er skiftet til Enhedslisten, siger Peter Mogensen.

Få styr på dagpengene!

Peter Mogensen mener, at socialdemokraterne skal få styr på dagpenge-problematikken, for at meningsmålingerne kan gå deres vej.

- Dagpengesagen er farlig for partiet på mere end en måde. Den kan rive partiet og regeringen i stykker indefra, hvis alt går galt. De skal sørge for at lande en dagpengeaftale, som deres bagland kan stå inde for. Der er brug for en løsning akut, siger Peter Mogensen.