En opgørelse viser nu, hvilke partier der til kommunalvalget var størst i de mest indvandringstunge områder i Danmark.
Venstrefløjspartiet Enhedslisten, der på landsplan er relativt små, viser sig for eksempel at være kæmpestore på de breddegrader.
På baggrund af en særkørsel fra Danmarks Statistik kunne B.T. i sommer fortælle, at der er stribevis af områder i Danmark, hvor mennesker med dansk oprindelse er i undertal.
Af særkørslen fremgik det, at Tingbjerg, Vollsmose og Gellerup udgør de områder, hvor udviklingen er mest fremskreden.
I Tingbjerg, der ligger i Københavns Kommune, har blot 25 procent af borgerne dansk oprindelse.
Og ifølge valg.dk, så løb Enhedslisten med hele 30,4 procent af stemmerne ved det lokale valgsted her.

Og Frie Grønne med Sikandar Siddique i spidsen? De fik en opbakning på 20,1 procent.
Tallene har vakt opsigt i Weekendavisen. Avisen påpeger, at både Enhedslisten og Frie Grønne gik til valg på Palæstina-spørgsmålet.
»Sidstnævnte erklærede ligefrem, at zionismen skulle ud af byen. Det budskab gik tilsyneladende rent hjem blandt de mange muslimer i Tingbjerg, der belønnede Frie Grønne med den højeste stemmeandel ved noget valgsted,« skriver mediet.
Også i Vollsmose kan Enhedslisten bryste sig af et flot valg.

Partiet ligger på landsplan med omkring seks-syv procent, men fik her 15,7 procent af stemmerne, og blev dermed områdets andet største parti - efter Socialdemokratiet.
Ifølge forfatter Christian Egander Skov er læren i den slags områder klar.
»Når andelen af indvandrere og efterkommere vokser, forandres politik,« skriver han i Berlingske og fortsætter:
»Kommunalpolitikken er særligt udsat, fordi vores politiske system rummer den urimelighed, at man ikke behøver statsborgerskab for at udøve den borgerlige rettighed, det er at stemme til kommunalvalget.«

I Gellerup, hvor kun 36 procent har dansk oprindelse, er tendensen den samme.
Enhedslisten blev igen områdets andet største parti, og fik 22,3 procent af stemmerne.
Valgforsker Ulrik Kjær har tidligere overfor B.T. forklaret, at det er hver tiende vælger til kommunalvalget, der ikke har dansk pas.
Og dét udnyttede flere partier - særligt på venstrefløjen.
Her har partierne sågar ført valgkamp på flere forskellige sprog - heriblandt tyrkisk, persisk, tysk, hindi og spansk.
Ifølge integrationsekspert Henrik Kokborg, så er der tale om en kedelig tendens fra partierne.
»Når politikere begynder at føre valgkamp på arabisk eller tyrkisk, signalerer de, at man godt kan deltage i demokratiet uden at være en del af det danske sprogfællesskab,« advarer Kokborg.
Få et overblik over kommunalvalgets resultater HER.

